Titelbladet på denne bog har en særpræget udformning. Udgiverne har med god grund haft svært ved at få placeret navnet på den, der ubestrideligt er den egentlige ophavsmand. Nemlig den svenske forfatter Frans G. Bengtsson. Krediteret bliver han dog, og han skal da heller ikke lastes for den noget hårdhændede beskæring af bogen, der har været nødvendig for at omsætte hans flerbindsroman til tegneserie.
Der er også i denne tegneserieversion tale om en gedigen vikingerøverhistorie. Men den knappe tekst levner kun plads til nødtørftige replikker, der må til for at bringe handlingen videre. Der er ikke meget tilbage af Bengtssons sprudlende sprog.
Til gengæld får vi nogle gode tegninger. Personerne er tegnet noget tintinagtigt stereotype. De er acceptable, men sjældent fængende. Det er til gengæld billederne af landskaber og bymiljøer fra Asturiens islamiske overdådighed, de stemningsfuldt placerede irske klostre samt vikingeborgen, der er virkelig smukt tegnet, selv om det skildrede liv bag palisaderne er yderst folkeligt, for at sige det mildt.
Bogen skal nydes for billedernes skyld. Men de giver også god grund til at overveje anskaffelse til skolebiblioteket.
Røde Orm Anden del: I Allahs navn
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.