"Kontrolkampagnen har afsløret nogle grove eksempler på snyd med menukortet og det er usmageligt. Restauranterne lokker kunderne til sig under falske forudsætninger og på den måde opnår de en helt uberettiget konkurrencefordel i forhold til de spisesteder, der sætter en ære i at servere et ordentligt måltid mad til en fair pris", siger fødevareminister Henrik Høegh.
Fødevarestyrelsen fandt sjusk, fejl og overdrivelser i menukortet hos 29 procent af de 80 restauranter, som fik særlig kontrol. Restauranterne har alle fået en sanktion og i hver sjette tilfælde blev der uddelt bøder.
Hjemmelavet suppe på pulver
Menukortene lovede hjemmelavet suppe, som viste sig at være lavet på pulver, frisk fisk - fra fryseren, og frilandskalkun, som aldrig har været ude.
Bøderne blev blandt andet givet i et tilfælde, hvor en restaurant fejlagtigt fremhævede sit køkken for at være økologisk. Indskærpelser blev for eksempel givet i et tilfælde, hvor det hakkede kød blev anprist som friskhakket, men var gaspakket og havde en holdbarhed på fem dage.
"Det er godt, at fødevarekontrollen får fat i snyderne, for vi skal naturligvis kunne stole på at der er overensstemmelse mellem det, der står på menukortet og det, som vi efterfølgende får serveret", siger fødevareministeren.
Han opfordrer derfor kontrollanterne til at nærlæse teksten på menuen.
"Jeg har bedt Fødevarestyrelsen om, at holde grundigt øje med om menukortene holder, hvad de lover, når de er på 'smileybesøg' hos en restaurant eller cafe i den kommende tid. Den forstærkede indsats er jeg sikker på vil have en afskrækkende og præventiv effekt over for de restaurationer, der vildleder", siger han.
Restauranter lover frisk fisk - fra fryseren
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.