Rend og hop

I gamle dage skulle børnene sidde stille på deres plads i skolen og kun rejse sig, når læreren kom ind, og når de blev hørt i deres lektie. Sådan opstilles kontrasten mellem den sorte skole og moderne pædagogik gerne. Og det er korrekt, at der herskede en ganske anden - og mere hårdhændet - disciplin i skolen for 100-200 år siden, men det var ikke et ideal, at børnene ikke rørte sig ud af flækken i skoletiden.

Bevægelse blev betragtet dels som en naturlig drift for barnet, dels som et pædagogisk virkemiddel, der kunne holde børnene friske, og det var et krav til offentlige skolebygninger, at der var legeplads, hvor børnene kunne »tumle sig« i frikvartererne. Selve eksistensen af frikvarterer skyldtes en erkendelse af, at børn var nødt til at have pauser i det boglige terperi. En lærer udtrykte det i et pædagogisk tidsskrift i 1904 således: »Børns Tankeverden sættes nu engang i større Svingninger af et kort Frikvarter end af Finlands Forblødning og den franske Kulturkamp tilsammen«.

Legepladserne var dog ikke indrettet med redskaber til leg, men var oftest en gruset plads, for eksempel gården mellem skolebygningen og lærerens bolig. I byskoler var der oftest asfalterede områder med adskillelse mellem drengenes og pigernes legeplads. Boldspil blev først udbredt i 1800-tallets slutning, men sanglege, springe-buk, kapløb og formentlig slåskampe har været udbredt.

Der opstod gerne konflikter, når lærerens krav om, at børnene skulle udenfor og røre sig, også blev fastholdt i dårligt vejr. Nogle skoler havde et læskur, hvor madpakkerne også kunne indtages, men ellers var man udsat for elementernes rasen; børnene blev våde, kolde og syge og deres tøj snavset, og ikke alle forældre værdsatte den pædagogiske gevinst i, at børnene skulle ud at lege i regnvejr.

Old School: Vi graver i historiske gemmer og sætter kuriositeterne i perspektiv med nutiden