Religion, skole og kulturel integration i Danmark og Sverige

Efter at lærebogssystemet "Os og kristendom" kom i mediernes søgelys, er der kommet et øget fo­kus på, hvordan skolebøger er med til at opretholde skellet mellem "os" og "dem", og på faget kristendomskundskabs betydning for integrationen af indvandrere og flygtninge. Til at blive klogere på alt dette og meget mere er der udgivet en meget interessant og lærd antologi, der beskæftiger sig indgående med forholdet mellem stat og trossamfund.

Her behandles de muligheder, der er for at få religionsundervisningen til at opbygge en gensidig forståelse af og respekt for tilhængere af forskellige trosretninger. I den forbindelse diskuteres det, om faget kris­tendomskundskab ikke burde hedde religion, således at vi helt kan kom­me af med fritagelsesparagraffen. Ser man på fagets formål, er det tydeligt, at faget er med til at give eleverne en forståelse af egen og andre kulturer. Og med hensyn til de fritagne børn ses det, at det blot er 2 procent af de tosprogede elever, der er blevet fritaget for undervisningen. Så det vil blot være en forms­sag at fjerne denne meget uheldige paragraf.

Der agiteres for, at alle børn - også de etnisk danske, der bor på steder, hvor der ikke er ret mange indvandrere - har brug for interkulturel pædagogik i skolen, fordi denne er med til at forene et samfund, der bliver mere og mere polariseret.

Bogen indeholder mange gode bidrag af faglige eksperter fra både Danmark og Sverige. Jeg vil anbefale, at den bliver obligatorisk læsning på lærerseminarierne i forbindelse med fagene skolen i samfundet, kristendomskundskab/livsoplysning og dansk som andetsprog. Desuden bør bogen læses af de danske politikere, der her får en faglig, solid indsigt i, hvordan religionsundervisningen har betydning for en positiv integration.