Religion i det senmoderne samfund

Der er ikke nogen, der ikke har opdaget, at vore opfattelser af religionen og dens funktion har ændret sig væsentligt inden for de seneste 30-40 år. Mange - inklusive vor statsminister - mener, at religion og trosmæssigt tilhørsforhold bør være en privatsag. Men det kan der nu ikke lovgives om, for religion er ikke en privatsag. For på trods af sekulariseringen igennem op mod 150-200 år fylder religionen stadig mere i det offentlige rum. Og det kan skyldes, at vor opfattelse af religion er historisk foranderlig, og at religionen spiller sammen med det samfund, som det indgår i.

Bogen deler samfundet op i tre historisk meget forskellige perioder, hvor der i det, der kaldes traditionssamfundet, er en synlig intregration af religionen i samfundet. Det kaldes også et deocentristisk samfund.

Så sker der et brud, og man adskiller religion og samfund. Det kaldes sekularisering, og der lægges vægt på det antropocentriske: Nu er mennesket, ikke gud, det centrale.

Men at sætte sig selv i centrum skaber også usikkerhed, så derfor må vi "genopfinde" det guddommelige for ikke at gå rundt i en fragmenteret verden. Og dette samfund kalder bogens forfattere for det genfortryllede samfund, der er det samfund, hvor vi alle designer vor egen religion og vort eget gudsbillede.

Det har været rigtig underholdende og interessant at læse denne bog om religionen i det moderne samfund. Og i en fordøjet og "tygget" udgave kan læreren i grundskolen nok uddrage nogle pointer til brug i et tværfagligt emne mellem religion og samfundsfag.