Anden udgave – udvidet
Af Jakob Skovgaard-Petersen
198 sider, 200 kroner
Gyldendal
Denne bog er ikke skrevet med henblik på, at elever i folkeskolen skal læse den, den er for svær. Men den kan varmt anbefales til læreren, som her får en meget saglig fremstilling af, hvad islam er.
I første del af bogen redegør forfatteren for islams grundlag. Her fortælles om, hvad man tror på, om profeten Muhammad, om koranen og om opfattelsen af sammenhængen i tilværelsen mellem Guds vilje og menneskets konkrete liv.
Dernæst fokuseres på Kairo og på, hvordan muslimer igennem de sidste 800 år har forstået og praktiseret islam her. Læg mærke til, at der fokuseres på, hvordan muslimerne har tænkt og praktiseret, det er altså den muslimske selvopfattelse, det, muslimen tror, og det, muslimen tror om sig selv, der er i centrum. Forfatteren beskriver Kairos historie og viser dermed islam som en dynamisk og foranderlig størrelse, hvilket fortsat i dag er gældende. Islam er ikke uforanderlig. Spændende er især kapitlerne om vor tids muslimske tænkere, som blandt andet også har fostret ideer, der kan siges at have inspireret til terrorangrebene 11. september 2001, men også ideer til stærkt fællesskab på tværs af landegrænser, og som afviser vold og terror.
Parallelt med forfatterens tekst står en række tekster, som åbner for både fordybelse og perspektivering. I teksterne møder vi direkte den muslimske tænker.
Bogen er skrevet af Jakob Skovgaard-Petersen, som er kapaciteten på området. Han formidler her en enorm viden, som med sine mange historiske og dagligdags fortællinger vil være god at trække på i skolens undervisning i flere fag.
Peter Green Sørensen
Religion
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.