Nogle gange kan det være nødvendigt at lukke de mindre læreruddannelsessteder i yderområderne og flytte dem til større byer.
"Det handler ikke om at man partout skal flytte, for det er meningsløst at flytte noget, der fungerer godt. Det handler om, hvorvidt det kan lade sig gøre at skabe attraktivitet og det fornødne faglige miljø lokalt. Kan man det, så lader man læreruddannelsesstedet ligge", siger Laust Joen Jakobsen.
Nogle må flytte, mens andre fortsat er attraktive
Han nævner, at man for eksempel i Syddanmark har valgt at flytte læreruddannelsen i Ribe til Esbjerg, mens uddannelsen i Haderslev fungerer godt, og at der ikke er planer om at ændre på den placering.
"Et andet sted i Syddanmark nemlig på Fyn følte man sig nødsaget til at lukke Skårup, hvor man ud af 18 linjefag kunne tilbyde 6. Der har man vurderet, at det ikke var et tilstrækkeligt grundlag til at opretholde et fornuftigt og kvalificeret udbud", siger Laust Joen Jakobsen.
"Rundt omkring skal man vurdere, om vi kan skabe det fundament, som skal til. Så vi har troen på og de resultater, der viser, at vi kan skabe nogle dygtige kandidater, som er attraktive i folkeskolen bagefter".
Tag konsekvensen af udviklingen
De mindre uddannelsessteder kan have svært ved at opretholde et højt fagligniveau, mener han. Det betyder, at de ikke længere er så attraktive blandt de studerende, og at det kan være svært at få økonomien til at hænge sammen. Det må man tage konsekvenserne af, mener Laust Joen Jakobsen.
Han understreger, at han ikke ønsker at samle de mellemlange uddannelser i universitetsbyerne.
"Men man er nødt til at indstille sig på, at det ikke nytter noget at have nogle urealistiske forestillinger om, at alle uddannelsessteder kan opretholdes, hvis der er for få, der vil søge det".
En udfordring at sikre lærere i udkantsområderne
Et af argumenterne mod lukninger af de lokale uddannelsessteder er, at det så bliver svært at rekruttere lærere i de tyndt befolkede områder. Det blev brugt både da det handlede om at flytte uddannelsen i Skårup til Odense, og da Via overvejede at flytte læreruddannelserne i Skive og Nørre Nissum til Holstebro.
"Det eksempel forstår jeg ikke, for der er 30 km fra Skive til Holstebro, og det samme fra Nørre Nissum til Holstebro, så jeg kan ikke forstå, hvordan det skulle kunne betyde, at man ikke kan få lærere til udkantområderne", siger Laust Joen Jakobsen.
Han er dog enig i, at der er et dilemma mellem lukninger af små uddannelsessteder, og at der fortsat er lærere i udkantsområderne. Han mener, det er vigtigt at uddanne til alle egne, men det er ikke ensbetydende med, at der skal uddannes i alle egne af landet.
"Den udfordring kan vi i hvert fald ikke løse, hvis uddannelsesstederne ender med kun at være udbudt i universitetsbyerne. Men den anden yderlighed, at vi opretholder alle uddannelsessteder, hvis det ikke er fagligt og økonomisk forsvarligt, kan også være vanskelig. Sandheden ligger nok et sted midt i mellem. At man i nogle regioner vil samle det i nogle større miljøer, som man forsøger at gøre attraktive for studerende, også selv om de må flytte sig lidt efter det", siger Laust Joen Jakobsen.
Han forudser, at man vil se forskellige løsninger rundt omkring i regionerne.
Rektorer: Luk urentable læreruddannelser
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.