Blandt forslagene i den igangværende debat er læreruddannelse på de klassiske universiteter. Men skolelærere skal med professor Jens Rasmussens ord være "eksperter i undervisning, ikke eksperter i fag, men i undervisning i et fag".
"Universitetsundervisernes faglighed er baret på videnskabsfag og ikke på forskning i fagundervisning og elevers læring", påpeger de to rektorforsamlinger i det fælles oplæg. De mener, at vidensdeling skal baseres på et samspil mellem de, der udøver professionen i praksis, udviklere og forskere:
"Et University College er netop kendetegnet ved disse forhold og bliver derved det mest kvalificerede bud på en institutionel ramme for lærerseminarierne og fremtidens læreruddannelse", hedder det i oplægget.
Specialisering i dansk og matematik
Rektorerne kommer regeringen i møde, når det gælder kravet om en større specialisering i dansk og matematik. De foreslår, at studerende på de to linjefag starter med en fælles basis for dernæst at specialisere sig i at undervise enten de yngste eller de ældste elever. Rektorerne ønsker samtidig antallet af linjefag sat ned fra fire til tre, større sammenhæng mellem studietid og praktiktid, mere specialpædagogik og et styrket professionssigte.
"Der tegner sig et mønster i retning af hyppigere ændringer af læreruddannelsesloven. Man har næppe vedtaget en ny lov, før man begynder at tale om at revidere den", konstaterer de to rektorforsamlinger med rektor for CVU Midt-Vest Harald Mikkelsen og rektor for Hjørring Seminarium Nils-Georg Lundberg i spidsen. "Vi ønsker derfor en reform, som giver mulighed for - via kvalificerede forsøgsmuligheder - at kunne profilere og videreudvikle læreruddannelsen på dynamisk vis inden for University College".
I dag indgår seks lærerseminarier i de ti CVU'er, der har søgt om at blive akkrediteret University Colleges, men det forventes, at yderligere 11 læreruddannelsessteder kommer med i anden ansøgningsrunde til nytår. Danmarks Evalueringsinstitut gennemfører akkrediteringsproceduren og indstiller til undervisningsministeren, som afgør, om et CVU kan tildeles University College-betegnelsen. Undervisningsminister Bertel Haarder har dog gjort det klart, at han ikke bryder sig om hverken navnet CVU eller University College og gerne ser nye og mere danske betegnelser for begge dele.
Rektorer enige: Fremtidens læreruddannelse i 'university'-regi
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.