På trods af al voksensnak om »dalreår« og faste uddannelsesplaner er der altid mange unge, der regner med, at de skal ud at se verden på et tidspunkt, inden de bliver for gamle. Enten ser de frem til en slags dannelsesrejse, eller de vil ud for at arbejde og uddanne sig. Uanset om drømmen bliver til virkelighed eller ej, skal den forberedes og bearbejdes. Her tilbyder denne udgivelse sig med en mængde oplysninger om de muligheder for uddannelse og arbejde, der er i udlandet. Både de kendte og sikkert funderede i systemer og de mere ukendte tilbud. Bogen tager sit udgangspunkt i det at rejse ud. Formålet med rejsen, måden, det kan foregå på, og de mange muligheder, der skal vælges imellem inden da. Interrail, fly, kibbutzophold, high-school, frivilligt socialt arbejde og så videre. Men også meget praktiske områder som skatteforhold og sex på rejsen kommenteres. Hvad hedder kondom forresten på swahili? Herefter gennemgås mulighederne i de enkelte lande startende med Norden, så øvrige Europa, det vil sige EU-landene, og dernæst de andre »gamle« samt de nyere europæiske stater. Til sidst kommer resten af verden, herunder de store områder Australien, New Zealand, Canada og USA, der jo tiltrækker mange. Bogen har valgt en bestemt systematik i beskrivelsen af landene, så man hurtigt kan orientere sig om udvalgte problemområder, når man søger. Der bringes faktaoplysninger, adresser på ambassader, oplysninger om arbejds- og opholdstilladelse, uddannelsesforhold, rejse og opholdsmuligheder, og der sluttes med rejselitteratur. Der tilstræbes en høj grad af aktualitet. For eksempel gøres der opmærksom på, at Australien som noget nyt har indført et Working Holiday-visum. Altså det er tilladt for unge mellem 18 og 30 år at arbejde i deres ferie, lovligt! Sidst i bogen bringes en samling internetadresser, der kan føre til andre kilder. Udgivelsen er et godt værktøj til at arbejde med rejsedrømmene, og når de konkrete oplysninger er til stede, må det vise sig, om modet står mål med lysten. God tur!
Anmeldelse
Rejser, uddannelser og arbejde i udlandet 2003
Klik for at skrive manchettekst.
Rejser, uddannelser og arbejde i udlandet 2003
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.