"Regnbueserien" er en nye serie, der vil dække 1.-6. klasse. I den første bog stilles skarpt på sten, vejr, landskaber, poler, el-energi og vandhuller. Så alle elementer af natur/teknik-faget er fint i spil.
Grundbogen er inddelt i emner, der beskrives så indgående, som de relativt få sider giver mulighed for. Teksten er velskrevet og lige til at gå til, og den ledsages af gode fotos og illustrationer. Hertil hører kopisider med opgaver af varierende karakter. Her er alt fra små fysikforsøg til dialogbaserede opgaver, hvor diskussionen er i højsædet. Forsøgsvejledningerne er lette at gå til for børn.
Lærervejledningen virker god og grundig og giver fin støtte selv til en ikke faguddannet underviser. Hvert hovedafsnit giver en introducerende vejledning til emnet, og underviseren vejledes grundigt i, hvad der skal lægges vægt på, og hvordan grundbogen suppleres i forhold til diskussioner i klassen. Til at fastholde underviseren i forhold til fagets mål og indhold findes logbogssider, som kan bruges ved årsplanlægningen. Et rigtig godt tiltag, som bestemt kan være til gavn for mange. Jeg savner dog noget lignende til børnene, da jeg oplever, at de kan have svært ved at fastholde fokus over flere år. Det kunne også medvirke til at nå et spadestik dybere, hvilket kan være vanskeligt især for undervisere, som ikke er godt naturvidenskabeligt funderet. Jeg savner også en cd-rom med kopisiderne, så man ikke skal vride bogen helt af led, når siderne skal kopieres. Det ville også forlænge lærervejledningens levetid betydeligt.
Alt i alt en god bog, der på trods af et par mindre skønhedsfejl tegner lovende for resten af serien.
Regnbuen 4
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.