"Vi ønsker, at regionerne udbyder de allerbedste tilbud, men de har kun overtaget 15 af de 28 kommunikationscentre og tre af de 26 skoler med specialundervisning for voksne fra de gamle amter. Derfor har regionerne svært ved at løfte udviklingen alene", sagde Bente Gertz Hansen (S) i sidste uge på Lederforeningens årsmøde for ledere på institutioner for specialundervisning for voksne. Hun er medlem af Region Syddanmark og sidder i social- og psykiatriudvalget i Danske Regioner.
Regionernes mulighed for at præge udviklingen ligger i højere grad i rollen som koordinator af rammeaftalerne med kommunerne. På landsplan omfatter aftalerne 35.000 pladser.
"Rammeaftalerne er et nyt og meget vigtigt styringsinstrument til at udvikle indholdet i de undervisningsrelaterede tilbud til handicappede. Aftalerne for i år blev til i en konstruktiv dialog i alle fem regioner, men forhandlingerne viste også, at kommunerne har svært ved at overskue indholdet i opgaven og deres behov for pladser til forskellige målgrupper. De har svært ved at tænke langsigtet", sagde Bente Gertz.
Regionerne frygter, at kommunerne som konsekvens primært vil henvise til deres egne og knap så specialiserede løsninger.
"Det vil meget hurtigt føre til, at højt specialiserede tilbud med stor geografisk dækning oplever nedgang i efterspørgslen og bliver tvunget til at drosle aktiviteter ned. En afspecialisering vil hverken være til gavn for brugerne eller de faglige miljøer".
Eksperter rykker ud i kommunerne
Danske Regioner vil fortsat gøre sit til at udvikle tilbudene til alle målgrupper med specialiserede behov, understregede Bente Gertz. Hun brugte høreområdet som eksempel.
"Mange børn med medfødte hørenedsættelser kan med fordel opereres med Cochlear Implant. Med implantatet kan de fleste blive boende hjemme og med fornøden støtte og vejledning følge lokale undervisningstilbud. Men det er fejlagtigt at tro, at de hører normalt og ikke har brug for pædagoger og lærere med specialviden på området. Det gælder både høreteknisk, pædagogisk og socialpsykologisk og i forhold til familien", sagde Bente Gertz.
Region Syddanmark arbejder derfor på at udvikle og tilpasse tilbudene på blandt andet Fredericiaskolen, så den landdelsdækkende skole kan levere ydelser ude i kommunerne.
"Det stiller store krav til tilpasningsevnen hos skolens rådgivere, men det vigtigste er, at brugerne oplever et sammenhængende system, hvor fagpersoner med ekspertisen efter aftale med kommunerne koordinerer og samarbejder om de tilbud, børn på forskellige aldre og udviklingstrin har brug for", sagde Bente Gertz.
Kvalitetsmodel på vej
Hvis regionerne fortsat skal spille en rolle inden for specialundervisning, må der være en sund balance mellem kvalitet og pris.
"Det er ikke længere nok, at indsatsen bygger på det, vi synes er bedst for den enkelte. Indsatserne skal baseres på det, vi ved er bedst, så der skal opbygges en tradition for at arbejde med systematiske beskrivelser, evalueringer og indsamling af viden om, hvordan indsatsen virker", sagde Bente Gertz.
Danske Regioner har besluttet at udvikle en dansk kvalitetsmodel for de regionale tilbud. Modellen vil tage afsæt i døgntilbud for voksne handicappede og vil kunne udvides til også at omfatte specialundervisning.
"Kommunerne vil efterspørge muligheder for at sammenligne, hvor de får mest kvalitet for pengene. Med en kvalitetsmodel opnår regionerne en klar profil og konkurrencefordel i kampen mod de øvrige udbydere."
Danske Regioner har også besluttet at undersøge brugerne og de pårørendes tilfredshed med de regionale sociale døgntilbud, herunder specialundervisningstilbud med tilknyttede døgntilbud.
"Vi håber, at vi med disse initiativer kan bidrage til at skabe kvalitet og sikre kontinuitet i mange af de specialiserede tilbud på både socialområdet og specialundervisningsområdet", sagde Bente Gertz til årsmødet.
Regioner vil præge den kompenserende specialundervisning
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.