"Vi har aftalt et fornuftigt resultat, hvor de generelle lønstigninger sikrer en reallønsforbedring for de regionale ansatte i perioden. Resultatet skal ses i sammenhæng med de seneste meget magre overenskomstresultater. Økonomien er fortsat presset i regionerne, men det er denne gang lykkedes os at få et resultat, som peger fremad, og som giver plads til en vis optimisme", lyder det fra Forhandlingsfællesskabets forhandlingsleder på det regionale område Grete Christensen i en pressemeddelelse.
Kommunalt ansattes realløn er sikret
Privatlønsværn
På det regionale område, har Forhandlingsfællesskabet ligesom på det statslige og kommunale område måtte acceptere en såkaldt privatlønsværn. Værnet betyder, at ansatte i regionerne på ikke kan blive lønførende.
"Det er sket på baggrund af diktat fra finansministeren, og vi har derfor ikke haft mulighed for at kunne føre reelle forhandlinger med regionerne om dette. Det er ikke vores opfattelse, at den regionale lønudvikling er i ubalance med det private område. Finansministerens diktat er på ingen måde fremmende for den danske model", siger Grete Christensen.
Forliget indeholder en række forbedringer blandt andet en uges øremærket orlov til fædre og et fælles projekt for at forbedre det psykiske arbejdsmiljø.
Begge parter tilfredse
Også arbejdsgiverne er tilfredse med forliget.
"Vi skal have et attraktivt regionalt arbejdsmarked og samtidig sikre, at vi ikke overhaler lønningerne på det private arbejdsmarked. Med denne aftale sikrer vi medarbejdernes købekraft, samtidig med at vi bruger borgernes skattekroner mådeholdende og fornuftigt. Det kan jeg kun være tilfreds med", siger Anders Kühnau, formand for RLTN og regionernes chefforhandler ved forhandlingerne til Danske Regioners hjemmeside.
Danmarks Lærerforening har omkring 500 medlemmer på det regionale område. De specielle krav, der vedrører disse medlemmer, bliver forhandlet på lørdag.
Reallønnen er sikret for ansatte i regionerne
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.