Dette prøvemateriale er bygget op efter nøjagtig det samme koncept som 'Rangehen 1', det tilsvarende prøvemateriale til folkeskolens afgangseksamen, af samme forfatter (se anmeldelse i Folkeskolen nummer 40, 30. oktober 1997). Der er en naturlig progression indholdsmæssigt og sprogligt fra 'Rangehen 1' til 'Rangehen 2'.
'Rangehen 2' beskæftiger sig meget med tyske kultur- og samfundsforhold, for eksempel genforeningen, forfattere, blandt andre Goethe, indvandrerproblematikken, fordomme, sammenstød mellem politi og politiske minoritetsgrupper. De unges meget forskellige livsopfattelser, interesser og levevis fylder meget i materialet. Det kontrastive sprogarbejde har gode betingelser. I teksterne om de unge er sproget meget tidstypisk; det er mit indtryk, at det kan være nødvendigt at oversætte særlige udtryk.
Forskellige teksttyper er repræsenteret i både læse- og lytteteksterne. Interviewformen dominerer i lydteksterne. I nogle af lytteteksterne skal den interviewede forholde sig til mange emner, der ikke umiddelbart har nogen sammenhæng, for eksempel religion, krig og kærlighed. Det virker konstrueret, teksten bliver opremsende, og emnebehandlingen får overfladisk karakter. På den anden side kan sådanne tekster bruges i mange emnemæssige sammenhænge.
Materialet indeholder meget samtalestof; det forudsætter et godt kendskab til almen tysk kultur og samfundsforhold. Materialet har kvalitet og er fyldt med indholdsmæssige og sproglige udfordringer.
Rangehen 2
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.