Randbemærkning

Fornyelsens vår

Fornyelse skal der til, lød det fra næsten alle sider under og efter valget i marts. Ikke fordi nye tanker pressede særligt på, men fordi man ville se unge ansigter, kvindelige ansigter. Da vi er en demokratisk nation, blev folkets ønsker naturligvis straks imødekommet.

I forvejen havde vi en kvindelig monark, fire kvindelige partibosser og en ditto nationaldirektør. Kun færøsk forræderi forhindrede nu, at Folketinget fik kvindelig formand. Venstre og De Konservative fik kvindelige politiske ordførere og regeringen fire nye kvindelige ministre. Hu hej, hvor det gik!

Undervisningssektoren trak den store gevinst: den yngste af de nye kvindelige ministre. Når man betænker, at sektorens største fagforening ledes af en kvinde, må vejen til fornyelse ligge pivåben. Nu venter vi med tilbageholdt åndedræt på at se, hvor den fører hen.

Nok har det hidtil ikke gjort varig forskel, om det var Ritt Bjerregaard eller Helge Larsen, Tove Nielsen eller Bertel Haarder, som sad i førersædet - men der var jo ingen af dem, der mødte op med erfaringer fra en lederpost i Økonomistyrelsen.

Måske har rigets top efterhånden erkendt, at skolen af i dag først og fremmest synes at dreje sig om kroner og øre - det, som i regeringsgrundlaget yndefuldt kaldes 'forenkling af finansieringsstrukturen'.

Dog, her i fornyelsens forår kan intet holde mine spændte forventninger nede. Alle lederskribenterne, partistrategerne og de politiske kommentatorer kan da ikke have taget helt fejl, vel?

Charivari