Randbemærkning

Gøgeungen i velfærdsreden

Danmark er landet, hvor ethvert gode hurtigt bliver en velerhvervet ret og enhver mangel en sviende uret. Midlertidige løsninger på akutte problemer tenderer til at blive generelle og uantastelige dele af velfærdssystemet.

Den seneste epokes største samfundsproblem, arbejdsløsheden, har givet os en stribe eksempler på tendensen: førtidspension, efterløn, overgangsydelse og orlovsordninger. Med noget nær verdensrekord i skattetryk har de kun kunnet finansieres ved beskæring af andre offentlige udgifter . . . og ved en bekymrende forøgelse af statens gæld. I dag får hver ny dansker et statsligt gældsbrev på 120.000 kroner i vuggegave.

Det, som er presset ud af reden, er kvaliteten af de offentlige serviceydelser. Paradoksalt nok er det gået hårdest ud over uddannelse og forskning – de to områder, vi især må satse på, hvis vi vil bevare velfærdssamfundet og gøre et reelt indhug på ledigheden. I pjecen 'Det har sin pris' påviser FTF, Funktionærernes og Tjenestemændenes Fællesråd, at uddannelses og forsknings andel af nationalproduktet er faldet tolv procent på bare ti år.

Når vores egen paraplyorganisation sætter spørgsmålstegn ved arbejdsmarkedsrelaterede velfærdsydelser, er det et advarselssignal, som er svært at ignorere. FTF mener, at tiden er inde til at vurdere, om der er alvorlig ubalance mellem vort tryghedsbehov og vore arbejdsvilkår. Jo større det førstnævnte bliver, des ringere bliver de sidstnævnte – thi, som FTF siger, skattekronerne kan kun bruges én gang. Pjecen skitserer dilemmaet i korte, klare rids. Den kan erhverves for 15 kroner, og der er rabat ved større indkøb.

Charivari