Rædselsvisioner og nye indsigter

Forlaget LM vil gøre alt godt for sin kundekreds, lærerne. Nu er det også begyndt at udgive et blad, der ifølge redaktørens spidsartikel har til hensigt at se tingene fra gulvhøjde i klasseværelserne. Man er kritisk over for det gæng af eksperter, der har hærget skolerne med deres konsulentnewspeak og mylder af overheadtransparenter, der skulle forklare visdommen i halvfemsernes reformer af hvad som helst i folkeskolen.

'Nyordningerne har i alt for høj grad fjernet de sagkyndige fra opinionsdannelsen om folkeskolen: lærerne. Det er dem, der ved, hvad der virker, og det er den eneste gruppe, der kan generere en reel udvikling', hedder det i redaktør Erik Schmidts programerklæring om 'Opinion'.

Det er en fin tanke for et blad, men også svær at gennemføre. Bladets første nummer leverer en række glimrende artikler i denne ånd, og har man krudt til at fortsætte de bedste træk ved premiereudgaven, kan vi glæde os over en positiv nyskabelse, der fortjener at blive læst af mange.

Indimellem er der dog også træk, der modarbejder bladets egne intentioner. Den sunde skepsis over for forståsigpåerne får lidt iltmangel i den måde, den udtrykkes på i bladet. Enten sker det i sarkastiske vulgærformer, der minder lidt om Slyngelstuen på Ekstra Bladets side to, eller i et knudret akademikersprog. Som i Stefan Hermanns artikel om kompetenceudvikling i helhedsskolen: 'Nationens ressourcer tænkes ikke som traditionelle økonomiske ressourcer, der kan skaleres i de almindelige økonomiske regnskaber, ej heller som akkumulation af veluddannet arbejdskraft (1970'ernes uddannelsesøkonomiske tænkning), men som kreativitet, entrepeneurship, ansvarlighed etc.'.

Så fik vi sat det på plads! Hvis læseren stadig ikke er med, kan det være, fordi han eller hun har en forkert forestilling om, hvordan vi bliver dygtigere. Men i modsætning til hvad de fleste ifølge forfatteren synes at tro, 'udgør begrebet om kompetenceudvikling ikke et politisk modbegreb indlejret i en alternativ politisk kontekst, men er den kur, der skal sikre fornyelsen og væksten i nationens ressourcer'. Det skal nok løfte diskussionerne over frokostbordet op på et mere afklaret niveau.

Opinion er et finere ord for skråsikre meninger, og de trives da også i fuldt flor i bladet. Især udtrykt af rutinerede opinionsdannere i en sådan ophobning, at man kan blive helt nervøs for, hvem der er tilbage at spørge i de næste numre: Holger Henriksen, Jens Raahauge, Chresten Sloth, Jørgen Frost, Carsten Elbro og Niels Christian Sauer har været der, og undervisningsminister Margrethe Vestager breder sig over hele ni sider - godt nok fordelt på to interview.

Mest vellykket er et minitema om læsning. Her kommer kompetente praktikere til orde ved siden af eksperterne, og man sidder tilbage med et begrundet håb om, at læsepædagogikkens tiårskrig snart kan afsluttes, hvis den tænkning, der her præsenteres, slår an. Det er på den slags dybtgående baggrundsstof, bladet skal hente sine læsere, og det skal være dem vel undt.

Når redaktionen får afklaret, om bladet skal være et teoretisk tidsskrift for skolekonsulenter i selvsving, eller det skal gøre sig velegnet som debatoplæg om væsentlige emner for lærere uden mange kvalifikationstillægsgivende grader, vil det helt sikkert få sin plads blandt de blade på lærerværelsets tidsskriftshylde, der bliver læst af mange. Ja, man vil sikkert gerne have et eksemplar med hjem, så man kan sætte sine egne gule overstregninger.

'Opinion' bydes velkomment herfra.