Hvad er de tre vigtigste ting, du vil gøre, hvis du bliver undervisningsminister?
"Punkt ét: Befri folkeskolen fra de seneste års centrale styring. Punkt to: Sætte gang i efteruddannelsen af lærerne i grundskolen og resten af uddannelsessystemet. Punkt tre: Nedsætte en ungdomskommission, der skal fremsætte forslag om bredere muligheder for unges uddannelse", svarer Marianne Jelved.
Er der noget du vil afskaffe i folkeskolen?
"Jeg vil afskaffe det, jeg kalder den centrale indblanding i lærernes professionelle ansvar. Og det er for eksempel de nationale test, elevplanerne, som de ser ud nu og de mange utroligt detaljerede indberetninger om fravær og så videre. Desuden vil jeg befri kommunerne for kvalitetsrapporterne".
Er der noget, du vil indføre i folkeskolen?
"Kommunerne skal lægge en plan for, hvordan de vil sikre linjefagsniveau hos deres medarbejdere - og det gælder alle fag. Derudover vil jeg gerne have, at de enkelte skoler selv udarbejder det, de evalueres på".
Hvad vil du gøre ved de nationale test?
"Jeg vil i hvert fald starte med at gøre dem frivillige. Det Radikale Venstre vil helst helt afskaffe dem. Vi mener simpelthen ikke, at de tjener det formål, som det postuleres, at de tjener. Al international erfaring viser, at der er stor risiko for at fokus sættes på, at bare man når positive resultater i disse test, så har man gjort det, man har ansvar for. Jeg har hørt lærerstuderende sige: Jamen, Marianne, det er da meget godt med de test, så ved vi jo, hvad det er, vi skal. Og det er lige netop det, der er problemet. Man skal ikke det samme i 5.a som i 5.b., for det er forskellige klasser. Og man skal ikke det samme på samme tid i Ringkøbing og i Gentofte. Det afhænger fuldstændig af, hvad det er for en gruppe elever, der sidder i den pågældende klasse".
"Men alle klasse skal selvfølgelig kunne vise, at de opfylder de krav, som folkeskoleloven stiller, når man går ud af skolen. Og det gør de i de afsluttende prøver. Det er sådan set dét, de er til for. Dem vil vi gerne holde fast i. Og dér kan man sammenligne alt det, man vil, på kryds og tværs, hvis man er politiker og kan lide den slags ting".
Hvad vil du gøre ved elevplanerne?
"Uanset, om man er minister, folketingspolitiker eller kommunalpolitiker, skal man selvfølgelig have den forventning til den enkelte skole, at den har en fælles holdning til det grundlag, som skal bruges til at samarbejde om den enkelte elev. Men det, synes jeg, man skal udforme på den enkelte skole. Det er der, ansvaret ligger. Og det, der sker, når man dikterer det fra centralt hold, det er, at man blander sig i den professionalitet, som skolen skal ose af. Det er det, vi uddanner lærerne til. Vi kunne lige så godt lade være med at have en læreruddannelse, hvis vi kunne styre det hele fra centralt hold".
Hvad vil det radikale venstre gøre for, at skolerne og lærerne får bedre muligheder for at give de 17 procent svageste elever ordentlige læsekompetencer?
"Vi mener, at en del af nøglen er, at lærerne har linjefag i det, de underviser i. Det er et ledelsesansvar at sikre opmærksomhed om det her. Derfor ville det være en god idé, hvis man befriede ledelsen for en del administrative byrder, så ledelsen blev en synlig, skolefaglig kompetent superviserende ledelse. Det er også vigtigt, at man sikrer sig, at der er forskellige slags resursepersoner tilgængelige på skolen - det kan være psykologer og socialrådgivere og etniske konsulenter og fagkonsulenter. Altså: Vi skal på alle måder sikre, at der er værktøjer, supervision og efteruddannelse til lærerne for at løfte den opgave, som de skal løfte".
Hvad vil I gøre for at sikre lærerne bedre muligheder for at give tosprogede ordentlig læring i skolen?
"På de skoler, hvor der er tosprogede elever, bør de lærere, der har de elever - uanset hvilke fag de har dem i - have efteruddannelse i dansk som andetsprog. Og det bør skoleledelsen i virkeligheden også have for at få indsigt i, hvad det egentlige er for udfordringer, man har ude i klassen".
Hvad vil I gøre for at sikre en læreruddannelse, som unge vil søge?
"Det, tror vi, hænger meget sammen med de vilkår, man giver uddannelsen. Derfor vil vi gerne sikre et stabilt økonomisk grundlag, sådan at man laver en fireårig aftale med seminarierne. Og så er vi meget bevidste om, at den måde, vi taler om folkeskolen på som politikere, selvfølgelig spiller en rolle for den prestige, der ligger i uddannelsen. Vi skal være bevidste om, at det faktiske er det vigtigste job i verden at være lærer. Det er fuldstændig afgørende for det fremtidige samfund, at vi har dygtige lærere, som kan løfte den store opgave, det er, at få hver eneste barn igennem skoleforløbet på en måde, der styrker både deres faglige, sociale og personlige udvikling", siger Marianne Jelved.
R: Afskaf nationale test og kvalitetsrapporter
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.