Teknisk Forlag er af edb-undervisere kendt som det seriøse forlag, når det drejer sig om dansk original litteratur til de store, komplicerede værktøjsprogrammer.
Kaj Lykke Hansens grundbog i programmet Microsoft Publisher 97 er ingen undtagelse. Jeg har tidligere givet selve programmet en pæn omtale, men med denne bog bliver programmet tilgængeligt for alle, også den lærer, der ellers ikke er edb-kyndig.
Skolebladet, projektopgaven, rapporten, eller hvad det nu drejser sig om, kan laves i Publisher 97, og bogen giver svar på alle de spørgsmål, der måtte opstå undervejs. Selv anvender jeg bogen som opslagsværk, når jeg fremstiller undervisningsmateriale, for bogen gennemgår alle programmets funktioner menupunkt for menupunkt.
Hvis man påtænker at lave hjemmeside på Internettet, kan det lade sig gøre med Publisher 97 og med Kaj Lykke Hansens bog på musemåtten ved siden af.
Bogen er skrevet i et letforståeligt sprog. Det gør, at ikke edb-kyndige vil have stor glæde af bogen, når de laver deres materialer. Der er heller ingen tvivl om, at eleverne kan have glæde af bogen, når de skal fordybe sig i produktion af for eksempel en avis. Elever fra og med 7. klasse vil kunne bruge bogen som grundbog eller som opslagsværk i forbindelse med brugen af programmet Publisher 97.
Jeg har tidligere anbefalet programmet til alle skoler, der seriøst arbejder med layout og produktion af tryksager, og samme anbefaling vil jeg give denne bog.
Publisher 97
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.