- Menneske dit navn er stress
Af Gideon Zlotnic
152 sider, 198 kroner
Forlaget Nielsens
Zlotniks to foregående bøger om de stakkels drenge (1991) og de stakkels børn (1998) følges nu op med de stakkels forældre.
Bogens centrale tema er stress i almindelighed og forældres og børns i særdeleshed. Efter forfatterens opfattelse er der syv tandhjul i den maskine, der styrer familielivet og fremprovokerer stress: den materielle overflod, som vi skal have mere og mere af, arbejdslivet, hvor forældrene skal realisere sig selv, ønsket om at få perfekte, dyrebare trofæbørn, den offentlige investering i børns helbred, stimulation, undervisning, fritid og opdragelse, forældre og børn-industrien, som bombarderer familierne med kurser og lærebøger, den kommercielle verden og medierne, som i hurtigere og hurtigere tempo skifter signaler for moder og måder at være forældre på, og endelig tiden, som er den store mangelvare, om hvilken der skrives, at den ikke kommer, den går. Og tid er penge, men penge kan ikke købe tid.
Første del er en både hvas og rammende analyse af kilderne til stress. Anden del er en meget sober og fagligt baseret beskrivelse af kilderne til stress, de hormonale reaktioner, symptomer og de sygdomsfremkaldende virkninger af stress. Tredje del er helliget afstresning, begyndende med en diskussion af, hvilke metoder der er bedst til at stresse ned, afstresningshandleforslag og til slut en strestest i stil med dem fra fagbøger og ugeblade, som efter forfatterens syrlige sidebemærkning måske kan udvikle sig til fremtidens Trivial Pursuit.
Bogen er både en fagbog og en debatbog, og den handler indimellem om skoler og institutioner og vore fælles børn. Den er seriøs, men spækket med kritiske og ironiske bemærkninger om vores døgnsamfund med dets konstante krav om omstilling, udvikling af nye kompetencer og højere tempo, som må sætte sine spor i vores hjerne, som stadig er bundet i sin stenalderlige konstruktion og funktion.
Ole-Peter Petersen
Psykologi
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.