Det forlyder, at regeringen har droppet en egentlig national sprogstrategi. Det er ikke just nogen opmuntrende nyhed. Endnu en gang har fremmedsprogene fået til opgave at skulle kæmpe for deres eksistens.
Hvad skulle vi gøre uden en håndfuld ildsjæle, der i hvert fald gør deres til at bringe inspirerende indhold ind i sprogfagene engesk/tysk/fransk! Tidsskriftet "Praktisk sprog" har eksisteret i en del år, men er bestemt ikke tynget af alder, snarere tværtimod. Det fornyer sig hele tiden og er helt tidssvarende.
De fire første hæfter i 2012 er udkommet med temaerne Berømtheder, Den frie skriftlige afgangsprøve, Et kig ud i verden og OL 2012. Hæfterne giver et løft til begynderundervisningen, da der her bidrages med en meningsfyldt og interessant tilgang til diverse arbejdsområder. Det kan være svært at skabe den rette balance mellem et lille kendskab til sprogene og så lysten til som elev at bruge sin viden aktivt. Det lykkes fint her.
Årets udgivelse nummer 2 (fra februar 2012) er helliget de skriftlige afgangsprøver. Det er en rigtig god håndsrækning til både lærere og elever. Lærere, der skal have elever til prøve første gang, bliver således fulgt på vej med vedkommende oplysninger.Hæfterne udkommer månedligt som skoleabonnement, og der følger naturligvis webadgang med.
Den nationale sprogstrategi er som nævnt indtil videre udeblevet. Til gengæld har vi heldigvis en skare entusiastiske sproglærere fra redaktionen Praktisk sprog, der yder en indsats for løbende at bringe fornyet liv til folkeskolens tre fremmedsprog.
PS Praktisk Sprog
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.