Projekthåndtag

Kampen om projektopgaven fortsætter.

Der kom i 90'erne mange bøger om projektopgaven, nyskabelsen fra 93-folkeskoleloven. Her er en bog, der beskæftiger sig med forskellige former for elevarbejde. Den indeholder mange gode tips til læreren om organisering af elevarbejde, om idéudvikling, struktur, vejledning, logbog, præsentation og evaluering, som mange lærere står tøvende over for, når de skal sætte elever i gang med at arbejde selvstændigt.

Boye Andersen anviser noget, han opfatter som gashåndtag til at sætte fut i arbejdet, men i virkeligheden anviser han en række kontrolknapper, man som lærer kan bruge for at gøre eleverne glade for at finde svarene på de spørgsmål, læreren har lagt op til, fordi han kender dem fra læseplanerne. Børn skal ikke stille spørgsmål - de skal lære svarene.

Hvad forfatteren ikke har indset, er, at projektarbejde er en arbejdsmetode, der skal læres på linje med notatskrivning, aktiv lytning, gruppearbejde og meget mere, fordi senere uddannelser kræver det. Projektarbejde er ifølge bemærkningerne til folkeskolelovens paragraf 13,5, at 'opgaven skal være bygget op således, at et problem behandles ud fra en række forskellige synsvinkler ...', altså en problemformulering, og dette tager forfatteren afstand fra allerede i forordet. Dermed er der altså ikke tale om en bog om lovens projektopgave, som titlen antyder. Forfatterens begrundelse herfor er, at 'det er intellektuelt en svær opgave at problemformulere - det ved også voksne der har fået udfordringen'. Derfor forkaster han hele idéen.

Men projektarbejde er netop at sætte menneskers nysgerrighed fri til at finde svar på de spørgsmål, vi alle vokser op med, men som århundreders skolemestre har søgt at berøve os, fordi disse hellere vil have egne svar på egne spørgsmål for at styrke egen autoritet.