Folkeskoleloven af 1993 afskaffede definitivt deling af elever i skolen efter evner og færdigheder. Alle elever skal nu principielt blive i deres klasse, og læreren skal så differentiere undervisningen, så alle får udbytte af undervisningen, uanset deres faglige og sociale forudsætninger.
Tanken er smuk, men den har været svær at realisere i praksis. Det har Danmarks Evalueringsinstitut (Eva) påvist hele to gange. Evas forklaring er, at lærerne og skolerne ikke har fået ret meget hjælp til at forstå begrebet undervisningsdifferentiering. Og heller ikke særlig meget hjælp til, hvordan de skal udføre differentiering i praksis.
Nu kommer professor ved Institut for Uddannelse og Pædagogik (DPU) Jens Rasmussen med tre forslag, der efter hans mening kan bringe skub i udviklingen:
1) Introduktion af differentierede mål i skolen. Det vil sige mål for, hvad alle elever forventes at nå, hvad eleverne i reglen forventes at nå, og hvad de stærkeste elever forventes at nå. Differentierede mål vil være en hjælp til lærerens arbejde med undervisningsdifferentiering.
2) Styrket indsats for efteruddannelse i undervisningsdifferentiering. I dag har undervisningsdifferentiering høj prioritet i læreruddannelsen, men behovet for efteruddannelse er stort hos de mange lærere, der er uddannet før den nuværende læreruddannelse.
3) Læremidler (også elektroniske), der har 'indbygget' overvejelser over undervisningsdifferentiering, og how to do-materialer, der viser, hvordan undervisningsdifferentiering med succes er grebet an i skolens praksis.
Jens Rasmussen lancerer sine forslag i en kronik i Folkeskolen i denne uge:
Professor: Indfør differentierede mål i skolen
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.