Professionsbacheloropgaven i læreruddannelsen / Bacheloropgaven

Først er det vigtigt at slå fast, at en professionsbachelor ikke er det samme som en universitetsbachelor. En universitetsbachelor er en akademisk grad, der tildeles af et universitet, mens en professionsbachelor tildeles af en professionshøjskole. For begge gælder det, at de hæfter sig til fuldbringelsen af en mellemlang videregående uddannelse.  

For at føje anmeldelsens emne og friske op med egne erfaringer må jeg små ni år tilbage. Den største skriveopgave på seminariet skal realiseres; opgaven, som skal gøre mig til professionsbachelor. Det, jeg husker, er usikkerhed og en ambivalens til det produkt, der skal afleveres. Som redskab og støtte til form og indhold er der ikke meget at gå efter. Dét, der er, er primært rettet til den universitetsstuderende, og det er ikke godt nok. I hvert fald ikke hvis de ministerielle krav til opgaven skal opfyldes. I bekendtgørelsen af 1998 hedder det blandt andet, at den studerende ved besvarelsen af opgaven skal "demonstrere evne til at anvende faglig og pædagogisk viden under brug af akademisk arbejdsmåde og videnskabelig metode". Uden at sige for meget tror jeg, vi var flere, der dengang efterlyste mere konkret materiale at arbejde videre med. Det kan der - måske - rådes bod på nu. 

For i dag sidder jeg med hele to forskellige bud på en metodebog til opgaven. Først læste bog er fra Gyldendal og har fået titlen "Bacheloropgaven - en guide til lærerstuderende". Bag bogen står cand.mag. i dansk og retorik, Bine Nass, og cand.mag. i dansk og religion, Signe Ravn.

Med kun bagsiderne som vejledende for indholdet kan forfatterne bag den anden bog (fra forlaget Dafolo) umiddelbart synes som bedre egnede til at formidle emnet. Gorm Bagger Andersen og Jesper Boding færdes nemlig begge dagligt i miljøet. Den ene som skolechef i Frederiksberg Kommune, den anden oprindeligt uddannet folkeskolelærer, nu adjunkt på Læreruddannelserne Metropol.

I "Professionsbacheloropgaven i læreruddannelsen" bestræber forfatterne sig på at kvalificere den lærerstuderende til "at kunne gennemføre undersøgelser i professionsfeltet og til at bruge pædagogiske teorier og metoder, så man bliver bedre til sit arbejde og til at udvikle dette". Og det lykkes troværdigt. Men Ravn og Nass har indset noget, som gør de to herrer underlegne: nemlig værdien af at tale med og ikke til.  

Det gør en forskel at læse en fagbog, om den anvender tiltaleformen "du", eller om den veksler mellem "man" og "den studerende". I hvert fald for undertegnede og mit yngre jeg, som til hver en tid vil foretrække "du"-formen. Men det er en smagssag og uden sagligt belæg.

I omfang fylder de to bøger lige meget. Med lidt under hundrede sider, tydelig disposition og overskueligt layout er de begge rigtig gode bud på, hvordan den studerende (du), med Andersen og Bodings ord, udvikler kompetencer i "at praktisere teori og teoretisere over praksis". Jeg får helt lyst til at skrive opgaven én gang til - en ikke helt ringe anbefaling, uanset valget af tiltaleform.