Med antologien "Professionelle i velfærdsstaten" gives en veldisponeret indføring i de forhold, der vedrører såvel velfærdsstaten som de professionelles ageren heri. Bogen udgøres af en række kapitler, der på forskellig vis behandler emner som professionalitet, profession, velfærdsstat, magt, styring, New Public Management og ledelse.
Bogen udfolder løbende de væsentligste af de teorier, der er nødvendige for at forstå den rolle, som forskellige socialarbejdere spiller i velfærdsstaten og i den offentlige sektor. Bogens styrke er den logiske opbygning og præsentation af forskellige begreber, teorier og udviklingstendenser og ikke mindst de mange praktiske eksempler, der tegner til illustration heraf.
Som eksempel på nogle væsentlige omdrejningspunkter, der i særlig grad vedrører ledere, lærere og lærerstuderende, kan nævnes forholdet mellem professioner og velfærdsprofessioner, styring af offentlige institutioner og skoler, forholdet mellem den professionelle og borgeren og mere grundlæggende forhold som afklaring af velfærdsbegrebet, fordeling af ansvar og beslutning i stat, region og kommune og implementering af politiske tiltag.
Bogen er vidtspændende, idet den giver et udmærket indblik i mange af de forhold, der på et institutionelt og organisatorisk plan er på spil i den professionelles hverdag. Derfor henvender bogen sig til dem, der ønsker en overkommelig indføring i disse forhold, men kan lige så vel bruges som supplement og inspiration til nærmere fordybelse, for eksempel på læreruddannelsen.
Professionelle i velfærdsstaten
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.