Lærerne fortæller i en undersøgelse fra DLF i dag, at de ikke er tilfredse med inklusionsindsatsen hos kommunerne, og at de føler sig holdt uden for.
Lærere dumper kommunernes inklusionsindsats
Det får formand for Skole og Forældre Benedikte Ask Skotte til at reagere.
"Det er vigtigt, at lærerne er klar over, at sådan en udmelding påvirker forældrene. Som forælder bliver man meget bekymret, når lærerne fortæller, at der ikke er styr på det. Forældrene vil gerne støtte op om inklusionen, men de har brug for tryghed for, at der er nogle der har gennemtænkt projektet og har styr på, hvad der skal ske", siger hun til folkeskolen.dk
Hun mener, at det er kommunernes ansvar at tænke en overordnet strategi, som bygger på input fra skoler og forældre. Den strategi skal så ud på skolerne, så kommunerne sender et klart signal, som skolelederne kan sende videre til lærere og ud til forældrene om, at der er styr på det.
"Hvis det ikke sker, er jeg bange for, at der er forældre, som vil trække følehornene til sig og ikke gå helhjertet ind i projektet. Når lærerne så tydeligt melder ud, at de ikke kan magte opgaven, er der risiko for at nogle tænker 'Så må vi finde andre, der kan' og derfor flytter til fri- eller privatskoler".
Indsatsen skal ske i fællesskab
Efter det første møde i partnerskabet om folkeskolen var alle enige om, at inklusion giver god mening, men det kræver en fælles indsats, fortæller Benedikte Ask Skotte.
"Men det kræver, at vi alle sammen gør det, vi kan og skal gøre. Vi mangler at se, at de resurser, der er derude blandt vejledere, eksperter fra specialskoler og forældrene, som ved meget om deres egne børn kommer i spil. Man kan ikke bare putte de her børn, som har haft et særligt tilbud, ind i skolerne og tro at det virker, uden at man har tænkt nye tanker og sat resurserne ind de rigtige steder. Vi hører hele tiden, at det ikke er en spareøvelse, men vi mangler at se det i virkeligheden".
Kampagne for forældrene
Skole og Forældre har fået 3½ million kroner af Undervisningsministeriet til en kampagne, der skal hjælpe skolebestyrelserne til at lave principper omkring inklusion og tage dialogen på den enkelte skole. Det første inspirationsmøde foregår i starten af juni, og så skal kampagnen køre i efteråret.
"Jeg har talt inklusion med skolebestyrelsesformændene i min egen kommune og det er helt tydeligt, at formændene meget gerne vil deltage og støtte op om processen. Men de har brug for at vide, hvor de kan bidrage og hvordan. Der er masser af initiativer i gang ude på skolerne, men de er alle sammen forskellige. Kommunerne bør gøre noget centralt, hvor man kan byde ind lokalt og løfte opgaven sammen".
Problemer med inklusion kan få flere til at vælge privatskoler
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.