Indrømmet. Da jeg modtog ”Teenagedagbogen” til anmeldelse, tænkte jeg: ”Åh nej, hvad skal vi dog med den slags mere eller mindre pinlige, private optegnelser fra et teenageliv i starten af 1990’erne?” At det kan have en terapeutisk værdi at skrive dagbog, er sikkert rigtigt, men hvad læseren kan bruge det til, var i første omgang ikke rigtigt til at se.
Bogen indeholder mange affotograferede sider fra forfatterens dagbog om drenge, kærester, skoleliv, veninder, fester, sex, skænderier og meget mere. Der er såkaldte drengelister, der er skolestile, der er fotografier, tegninger, avisartikler - med forfatterens egne, nye kommentarer til. Bagerst er der indsat linjerede sider med opfordringen: ”Start din egen dagbog her:”.
Dagbogsoplæsning er blevet moderne, fremgår det i medierne. Trenden blev startet i USA i slutningen af 1990’erne, og nu er der så lignende shows i Danmark. Ved arrangementet ”En pinlig affære” læses der således op fra ”Teenagedagbogen”, og ”Kære dagbog” er en programserie på DR3.
Så måske er det bare mig, der ikke kan følge tidens trend? Jeg bad derfor et par piger i 8. klasse læse bogen og anmelde den. Og de kan lide den. De synes, at den er interessant, fordi mange piger har prøvet at skrive dagbog, og fordi intet er ændret i forhold til de oprindelige dagbøger. De kan godt lide at læse om et teenageliv, som ligner deres liv i dag, og samtidig læse det voksne jegs kommentarer. Endelig synes de, at bogen er humoristisk skrevet, og det er spændende, at man kan følge en udvikling igennem dagbøgerne. Flere piger fra klassen var da også interesserede i at læse bogen, så det kan se ud til, at de unge (piger) er en oplagt modtagergruppe. Og nok ikke denne midaldrende anmelder.
Private, pinlige optegnelser
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.