Aalborg Kommune har sagt ja til at lade Lions Club finansiere det undervisningsmateriale, som skal bruges på et kursus for 20-30 lærere til efteråret. Til gengæld vil kommunen sørge for vikarer til lærerne i de to en halv dag, kurset varer.
Her skal lærerne undervises i, hvordan de bruger et amerikansk materiale om livskvalitet over for elever i 5.-7. klasse. Materialet handler blandt andet om at komme i puberteten, at opbygge selvtillid, at værdsætte sig selv og at styrke forholdet til kammeraterne og familien.
Formand for Aalborg Lærerforening, Dorthe Møller, er stærkt utilfreds med, at kommunen lader lærernes efteruddannelse betale af en sponsor.
- Politikerne fastsætter skatteprocenten og afgør serviceniveauet. Det står de til ansvar for over for vælgerne. Det kommer en privat sponsor aldrig til, siger Dorthe Møller.
Magistratsdirektør Jens Kristian Munk har været med til at sige god for Lions Club-kurset, efter en af kommunens pædagogiske medarbejdere har haft materialet til gennemsyn.
- Lions Club har tilbudt os at finansiere et kursus, og da materialet ser ud til at være godt nok, har vi sagt ja til at prøve det en enkelt gang. Mere er der ikke i det, siger Jens Kristian Munk.
Skoleleder Carsten Lund fra Søndre Skole i Hobro er medlem af Lions Club og formand for det udvalg, der står bag kurset. Han fortæller, at Aalborg Kommune ikke er den eneste, der har sagt ja tak til tilbudet.
- Men vi har ingen kommercielle bagtanker. Vi tilbyder alene kurset for børnenes skyld, så de kan blive bedre til at omgås hinanden. Vi vil nu bede Danmarks Pædagogiske Institut om at finde ud af, om det lykkes, siger Carsten Lund.
Privat lærer-sponsor
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.