Gå til indhold
  • Seneste nyt
  • Debat
  • Inspiration
  • Dit fag
  • Job
  • Kontakt
  • Nyhedsbreve
  • Magasin
  • Lærerprofession.dk
  • Annoncering
  • Arrangementer
  • Lærerkursus.dk
Folkeskolen
  • Seneste nyt
  • Debat
  • Inspiration
  • Dit fag
  • Job
Lærerprofession.dk

Prisnominerede Martin og Rasmus: Matematikundervisning er også at lære eleverne at forholde sig kritisk til data

Samtaler om data kan være en meningsfuld praksis til at styrke elevernes statistiske literacy, skriver Rasmus Quaade og Martin Olsen i deres bachelorprojekt, der er nomineret til en pris ved Lærerprofession.dk

Portræt af Martin Olsen og Rasmus Quaade.

Data og visuelle fremstillinger spiller en stadig større rolle i nyheder og sociale medier. Det er derfor afgørende, at elever udvikler statistisk kompetence, skriver Martin Olsen og Rasmus Quaade.

Foto: privat
Lykke Østergaard Møller
Start debatten
27. oktober 2025, kl. 08:34
Start debatten

Martin Seid Olsen og Rasmus Christian Quaade er i deres bachelorprojekt fra Københavns Professionshøjskole optaget af at undersøge, hvordan skolen kan forberede eleverne på et liv, hvor de dagligt bliver præsenteret for enorme mængder data, både i nyheder og på sociale medier. Vores verden er blevet meget datadreven, og det gør det nødvendigt, at vi kan forholde os kritisk til den data og statistiske informationer, mener de. Politiske og miljømæssige emner præger i stigende grad sociale medier, hvor mange børn og unge læser nyheder, og det kalder på, at man i skolen gentænker statistisk literacy, så det også omfatter en kritisk dimension. De undersøger derfor, hvordan og hvorfor eleverne i skolen kan stifte bekendtskab med det moderne samfunds komplekse og enorme mængder data, ”så de kan tage informerede beslutninger og undgår at falde for konspirationsteorier og fake news.”

”Hvorfor er det vigtigt at udvikle elevers statistiske literacy i folkeskolen, og hvordan kan inddragelse af datasamtaler i matematikundervisningen understøtte elevers statistiske literacy?” spørger de i problemformuleringen.

Statistisk selvforsvar

Statistisk literacy handler både om at kunne aflæse og kommunikere med statistik, men det er også en færdighed, der omfatter evnen til at tænke kritisk i forhold til argumenter, der baserer sig på statistik.

”Hvis man som matematiklærer ønsker at udvikle og understøtte sine elevers statistiske literacy, kræver det først og fremmest, at man arbejder målrettet mod dette ved at inddrage statistisk materiale i matematikundervisningen. Vi kan ikke bare forvente, at elever – af sig selv – er i stand til at forholde sig kritisk til statistisk materiale,” skriver Rasmus Quaade og Martin Olsen.

Det statistiske materiale, børn og unge oftest møder, er diagrammer, der er et produkter af andres fortolkninger af data.

”En statistisk model er så at sige en simplificering af virkeligheden”, og ”subjektivitet spiller altid en rolle, når data skal konverteres til statistik,” skriver de. Derfor må matematiklærere undervise eleverne i det, de kalder ”statistisk selvforsvar.”

Elever skal ikke blot lære at aflæse tabeller og grafiske repræsentationer – de skal også lære, hvordan statistiske budskaber kan fortolkes og manipuleres.

Statistisk problemløsning

Rasmus Quaade og Martin Olsen har gennemført en spørgeskemaundersøgelse i fem udskolingsklasser til at indsamle data om ”elevers statistiske problemløsningsprocesser.”

For at få indsigt i deres problemløsningsprocesser valgte de at anvende en amerikansk test som en del af spørgeskemaet Locus Assessment fra projektet Levels Of Conceptual Understanding in Statistics.

Eleverne skulle blandt andet formulere et spørgsmål til en fiktiv undersøgelse, ”hvor man ønsker at finde ud af, om det skal være rundbold, tennis, yoga eller dans, der skal tilføjes til idrætstimerne det følgende skoleår.”

En elevs undersøgelsesspørgsmål lød: ”Hvad er din yndlingsaktivitet?”, og Martin Olsen og Martin Quaade skriver i analysen, at elevens formulering ikke tager de fire valgmuligheder i betragtning, og det ”kan gøre sammenligning og analyse af de svar, eleven vil modtage, udfordrende”, men elevens svar viser også ”tegn på en begyndende forståelse af at formulere undersøgelsesspørgsmål,”mener de.

En anden elev formulerede et multivariabelt undersøgelsesspørgsmål:  “Sæt disse aktiviteter i rækkefølge i forhold til, hvilke du helst vil havde næste år. Nummer 1 skal være den du helst vil, og nummer 4 den du mindst har lyst til. Aktiviteterne er rundbold, yoga, tennis og dans.”

Det viser, at eleven er ”i stand til at afgøre, hvordan data kan indsamles, så undersøgelsesspørgsmålet kan besvares” og undersøgelsesspørgsmålet er dermed velegnet til indsamling af kvantitative data, skriver de.

Matematik

Få Folkeskolens nyhedsbrev om matematik. En gang om måneden fra vores fagjournalist, og opdateringer når der er nyt (ca. 1-2 gange om ugen)

Dette felt er til validering og bør ikke ændres.

En anden del af projektets undersøgelse fokuserede på elevernes evne til at aflæse diagrammer. De skulle for eksempel tage stilling til et diagram og svare på, hvorvidt det er rimeligt at konkludere, om det at være vegetar gør folk lavere. Diagrammet var baseret på en undersøgelse af 15 vegetarer og 396 ikke-vegetarer.

Samtaler om pindediagrammer

Martin Olsen og Rasmus Quaade gennemførte også undervisning, hvor eleverne skulle samtale om forskellige pindediagrammer over elevers yndlingsfag. Eleverne skulle diskutere og vurdere, hvilke af diagrammerne, de syntes, var mest rimelige.

Tre elever diskuterede:

Elev 1: ”Det er det her diagram, der giver mest mening, fordi det er præcise tal.”

Elev 2: ”Men den anden, det er i procent, så man kan aflæse det i procent.”

Elev 1: ”Jeg ved ikke, hvad den her har gang i, for der er sgu ikke nogen halve mennesker her.”

Elev 2: ”Nej, man kan ikke sige ni og en halv.”

Elev 3: ”Måske det har noget med at regne med decimaltal?”

Martin Olsen og Rasmus Quaade konkluderer, at samtalerne også viste sig at styrke tilegnelsen af matematisk fagsprog, samtidig med at samtalerne skabte deltagelsesmuligheder.

Deres undersøgelse viser, at datasamtaler kan understøtte udvikling af elevers statistiske literacy, skriver de, men understreger også, at denne form for samtaler kræver stor faglig kompetence hos lærerne, fordi elevernes ”ræsonnementer og tankegange” skal følges op med kvalificeret feedback.

Om det bliver Martin Seid Olsen og Rasmus Christian Quaade, der modtager en pris for deres projekt, bliver afsløret fredag den 21. november, hvor Lærerprofession.dk holder prisfest i Aarhus.

Læs projektet her: Datasamtaler i matematikundervisningen.

Lærerprofession.dk præsenterer og offentliggør de bedste bachelorprojekter fra læreruddannelsen og de bedste pædagogiske diplomprojekter fra skoleområdet.

Et projekt indstilles af eksaminator og censor. Se indstillingsskema og tidsfrist på sitet.

Uafhængige dommere – lærere, skoleledere, skolechefer, undervisere fra læreruddannelsen og forskere -finder hvert år tre projekter, der tildeles priser. Læs om formålet og se dommerkomiteerne på Lærerprofession.dk

Lærerprofession.dk drives i fællesskab af Danske Professionshøjskoler og fagbladet Folkeskolen/Folkeskolen.dk. Projektet støttes af LB Forsikring, Gyldendal Uddannelse, Akademisk Forlag, Hans Reitzels Forlag, Forlaget Klim, Jydsk Emblem Fabrik A/S og Sinatur Hotel & Konference.

Start debatten
Debat
Her kan du kommentere på artiklen:

Prisnominerede Martin og Rasmus: Matematikundervisning er også at lære eleverne at forholde sig kritisk til data

Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.

Naja Dandanell debatredaktør
  • Seneste nyt
  • Debat
  • Inspiration
  • Dit fag
  • Job
Folkeskolen
Your browser does not support the video tag.

Fagbladet Folkeskolen
Kompagnistræde 34, 3
1208 København K

Skriv til os: folkeskolen@folkeskolen.dk

Ring til os: 3369 6300

  • Seneste nyt
  • Debat
  • Inspiration
  • Dit fag
  • Job
  • Nyhedsbreve
  • Arrangementer
  • Lærerprofession.dk
  • Magasin
  • Levering
  • Udgivelsesplaner
  • Abonnement
  • Om Folkeskolen
  • Kontakt
  • Etik
  • Ophavsret
  • Annoncering
  • Lærerkursus.dk
  • Lejrskolekataloget.dk
  • Cookiepolitik
  • Administrer samtykke

Følg os: Facebook · Instagram · Linkedin

Ansv. chefredaktør:
Andreas Marckmann Andreassen
 
Udgives af:
Fagbladet Folkeskolen ApS