Prinsen og Tjeneren

Her møder vi en forestilling, som eksperimenterer med form og indhold.

Udgangspunkterne er dels Thomas Windings historie om prinsen og tjeneren (som nogle måske husker fortalt i Børnetime), dels skuespillerens/dukkeførerens hænder som dukker. Det er der kommet en pudsig og god forestilling ud af.

Hænderne tilfører dukkerne en skrøbelighed og et abstrakt udtryk, som »almindelige« teaterdukker har svært ved. Dukken kan gå på et utal af måder og kan lave diverse akrobatiske krumspring.

Man sidder som tilskuer med en sjov fornemmelse, man ved jo godt, at det er hænder, men alligevel forundres man over enkelhedens sublime udtryk. Det er verdens simpleste dukker, der fortæller denne historie.

Historien går i sin enkelhed ud på, at Prinsen skal lære ikke at være så meget prins, og Tjeneren skal lære ikke at være så meget tjener. Forestillingen er bidder af den rejse, de hver især foretager sig. Prinsen møder pigen med den røde bold, og Tjeneren møder først fiskeren og senere gøglerne. De utallige »bipersoner« bringer forestillingen energi og kulør, der er et fantastisk univers på scenen. Forestillingen kunne godt trænge til at blive strammet lidt op, forstået på den måde at den sagtens kan bære et mere energifyldt udtryk.

Hele historien bliver fortalt uden ord, men med musik og hænder. Det er en intim forestilling, som kræver et koncentreret publikum. Men er man villig til at investere, så får man meget igen.

Stine Worm Sørensen