Lokalavisen Det Grønne Område og avisens hjemmeside dgo.dk deltog i åbningen af Egebækskolen i efteråret med skolen og kommunens samtykke og bragte bagefter foto og interview med den 11-årige dreng fra skolen.
Avisen havde ikke fået tilladelse til at offentliggøre interviewet fra drengens forældre, som klagede på vegne af deres søn.
Mindreårige, der er indskrevet på en skole for børn med adfærds-, kontakt- og trivselsproblemer med det mål at blive sluset tilbage til en almindelige folkeskole, har ikke behov for eksponering i lokalområdet, argumenterede forældrene, der mente, at skolegangen hører under privatlivets fred.
Avisen forsvarede sig med, at interviewet med drengen blev bragt i en harmløs artikel om åbningen, og at der ikke fra skolens side var lagt begrænsninger på pressedækningen.
Forældre skulle have givet deres besyv med
Afgørelsen faldt i oktober og fremgår af Pressenævnets årsberetning for 2008.
"Vi finder, at der bør udvises særlig varsomhed ved anvendelse af interview med børn, og at der som led i denne varsomhed bør indhentes tilladelse fra forældre til de børn, der medvirker, når børnene fotograferes og interviewes - som i dette tilfælde - om særlige personlige forhold og i en sammenhæng, der kan være krænkende. Vi finder, at Det Grønne Område og dgo.dk burde have sikret sig, at forældrene var indforstået med, at deres søn medvirkede i artiklen. Da dette ikke er sket, udtaler vi vores kritik", udtaler tre medlemmer i forbindelse med afgørelsen.
Et medlem, Tv2-journalisten Kaare R. Skou, ville ikke udtale kritik, da drengen alene havde ytret sig om forhold fra sin egen erfaringsverden, nemlig skolen.
Da klagerne ikke ønskede kendelsen offentliggjort i Det Grønne Område eller på dgo.dk, pålagde nævnet ikke den ansvarshavende redaktør at offentliggøre kendelsen. Men den kan ses i sin fulde ordlyd i Retsinformations afgørelsesdatabase under sag nummer 2008-6-0734. Se linket til højre for artiklen.
Pressenævnet kritiserer lokalavis for artikel fra specialskole
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.