Pragtudgivelsen "Tankens Magt"

"Umyndighed er den manglende evne til at betjene sig af sin forstand uden en andens ledelse". Sådan lyder en central sætning i Immanuel Kants berømte svar på spørgsmålet "Was ist Aufklärung", "Hvad er oplysning".

Pragtværket "Tankens Magt" slutter med et citat fra Kants bog, hvor hans hovedpointe er, at oplysning kun kan finde sted, når man bruger sin fornuft offentligt. Det egentlige publikum, skriver Kant, er hele verden. "Oplysning kan foregå i alle kulturer", lyder sidste sætning i "Tankens Magt". Kant skrev i 1783 - seks år før Den Franske Revolution. "Tankens Magt" blev udgivet i 2006 - samme år som Muhammed-krisen. 2.468 sider i tre bind om Vestens idéhistorie! Imponerende, tankeprovokerende, flot.

Egentlig skulle jeg kun bladre og skrålæse lidt den sidste weekend før jul, men jeg gik i tankefælden og læste, læste, læste. Først det indledende essay af Uffe Østergaard i bind et, "Tanker før tanken" med undertitlen »Forestillingen om den vestlige tanke - og dens østlige oprindelse«. Så Hans Siggaard Jensens og Frederik Stjernfelts afsluttende essay i bind tre, "Efter Tanken" med undertitlen "Om fornuftens fremtid". Så røg den weekend, siden røg et par feriedage med. For siderne suger læseren ind. Ikke at alle teksterne kommer én lige meget i møde, de 57 forfattere forventer en del af læserne. Men det er det hele værd.

"Tankens Magt" adskiller sig en del fra, hvad man kunne kalde traditionel idéhistorie. Fortællestrukturen er en matrix med ni tidsperioder og syv emneområder, så ideerne også belyses gennem teknologiernes og naturvidenskabernes udviklingshistorie, forestillinger og teorier fra samfunds- og humanvidenskabernes og æstetikkens idéhistorie. På den måde bliver man for eksempel præsenteret for Kants tanker og påvirkninger en række gange - alt efter hvilket emneområde man slår op under i det i øvrigt fremragende indeks. I alt 63 kapitler bliver det til om teknologi, naturvidenskab, politik og ret, æstetik og kunst, menneske, sprog og samfund, filosofi, religion og teologi. I ni perioder fra før 350 til vore dage. Emneopdelingen og -bredden gør, at man ikke kun læser om liberalismen, Adam Smith, socialisme og Karl Marx som tanker og filosofiske skrifter. Den opblussende europæiske nationalisme omkring 1800 er ganske vist båret af ideer, men knyttes ikke tæt til én filosofi, og teknologier bliver sat ind i en menings- og tidssammenhæng. Jeg kunne have ønsket, at opdragelse, skole og uddannelse havde fået en selvstændig idésøjle, så undervisningen var blevet sat ind i de idéhistoriske rammer, som værket præsenterer. Men man kan jo ikke få alt.

Forfatternes tekster er redigeret af Claus Bratt Østergaard. Det har han gjort godt - tør jeg godt sige uden at kende de oprindelige tekster. Det har sikret en vis sproglig homogenitet - uden at leksikon-anonymisere helt. Men man skal have fat i indekset for at se, hvem der har skrevet de enkelte afsnit. Det er både besværligt og irriterende - og giver et skær af objektivitet, som selv dette pragtfulde og mangfoldige værk (selvfølgelig) ikke har.

""