Det ser sort ud, hvis hovedindholdet i dette såkaldte modspil står til troende. Hør bare titlen: Folkeskolens Potemkinkulisser - et kulturkritisk modspil. Ifølge bogen selv betyder ordet blandt andet 'blændværk' eller 'svindel'. Folkeskolens svindel. Tankevækkende!

Der er bidrag fra blandt andre: AIM Nielsens forskningschef, Henrik Dahl, forfatteren Ebbe Kløvedal Reich, lærer og indretningsarkitekt Niels Holst, journalist og skolebogsforfatter Sven Skovmand.

Bogens redaktør, Erik Schmidt, lægger selv for. I første afsnit bliver læseren bombarderet med citater fra hvem som helst, der har udtalt sig om folkeskolen. Men når bomberne er væk, står det klart: Erik Schmidt er imod! Imod den folkeskolelov, der forsøger at prioritere elevernes selvværd, der inden for fællesskabets rammer sætter den enkelte elevs læringspotentiale i centrum, der bygger på, at når der er sammenhæng mellem forskellige fag i virkeligheden, skal der også være det i skolen, der erkender, at børn lærer på flere måder end blot ved at terpe en bog. Det virker, som om han mest af alt er imod den gældende lov, fordi den ikke er som den gamle. Det er vel mere bagstræberisk, end det er egentlig kulturkritisk.

Tidligere seminarielærer Holger Henriksen tager fat i noget centralt: Hvad skal skolen kvalificere eleverne til? Livet eller erhvervslivet? Holger Henriksen vælger livet. Men tiderne modarbejder dette, mener han. Undervisningsdifferentiering bliver reduceret til individuel undervisning. Der er mere end blot et gran af sandsynlighed i Holger Henriksens teser. Undervisningsdifferentiering er svær at have med at gøre, og hvis begrebets rammer ikke er klart defineret, ikke mindst for forældrene, kan princippet om eleven i centrum hurtigt ændres til 'vores barn i centrum - hele tiden'.

Lektor Per Fibæk Larsen skriver om 'den gode undervisning' (i et kapitel, som har været bragt som 'bagsmæk' her i bladet). På den ene side er hans indlæg befriende renset for citater, på den anden side henviser han til kilder som 'forskningen'. Og forskningen siger blandt andet, at det er stort set lige meget, hvordan vi underviser. Det væsentlige er, hvad vi underviser i. Alle metoder er lige gode, det er indholdet, der bærer elevernes læring. Men er alle metoder for begynderlæsning for eksempel lige gode? Jeg tror det næppe.

Lærer Niels Christian Sauer affyrer en bredside mod de af os, der har en del af vores timetal andre steder end i klasserne. Os, der er katederunddragere. Det er ufatteligt, at en erfaren lærer kan gruppere biblioteksbetjening som eksempel på ikke-undervisning. Det er min daglige erfaring, at skolebiblioteket i høj grad indgår i skolens undervisning. Blev Sauers ønske til virkelighed, og alle underviste i hele arbejdstiden, ville det blive meget sværere at være lærer. Bare at holde styr på materialesituationen kunne blive uoverkommeligt. At undervisningens kvalitet bliver bedre, vil jeg betvivle.

Sauer diskuterer også pædagoger i skolen. Og det er ikke høje tanker, han har om samarbejdets betydning. Det er i orden, at vi udveksler erfaringer i konkrete sager, men i forbindelse med undervisning er pædagogen ugleset. Mener Sauer. Men handler det ikke dybest set om spilleregler? Det er klart, at jeg ikke vil tage ansvaret for undervisning, andre har planlagt og udført, jeg vil heller ikke forberede noget, andre skal udføre - måske endda uden at jeg selv er til stede. Men jeg har ikke noget imod at planlægge og udføre undervisningen sammen med en pædagog - og selvfølgelig med fælles ansvar. Det er, så vidt jeg har forstået, et overenskomstmæssigt problem - men den slags problemer forhandles jo hvert andet år, så man kunne få styr på det - hvis man ville. Det er værd at prøve.

Bogen indeholder et fint eksempel på, hvor slemt det kan gå, når man bliver forsker. Lederen af Danmarks Pædagogiske Institut, Lars Henrik Schmidt, har begået et afsnit, jeg ikke forstår et hak af. Det er et stort problem, hvis vores igangsættere ikke er i stand til at formulere sig, så det kan forstås.

Gennem læsningen af bogen følte jeg mange gange, at jeg var på vej ned i et stort mørkt hul. Men jeg kom op af hullet igen takket være Hanne-Vibeke Holst. Hun har taget sine børn ud af en privatskole og meldt dem ind i en folkeskole! Det er flot, og det er vejen frem. (Det kapitel har stået i Politiken før.)

Vi skal blive ved med at argumentere for, at vi gør et godt stykke arbejde - for det gør vi. Vi skal blive ved med at gøre gældende, at folkeskolen er Danmarks bedste skole - for det er den. Det er ikke loven, der er noget galt med, det er heller ikke lærerne. Det er debatten. Bogen er et bidrag til den debat, der ikke tager sit udgangspunkt i, hvordan vi kan lave den bedst mulige skole, men i, hvorfor har vi en dårlig skole. Det er et forkert udgangspunkt. Men bliver det gentaget tilstrækkeligt ofte, bliver det måske sandt - og så dør folkeskolen.

Folkeskolens Potemkinkulisser

- et kulturkritisk modspil

Af Erik Schmidt med flere

266 sider, 184 kroner

Forlaget Fjordager

Telefon 6610 7575, fax 6610 7590