Posten får nyt museum

Den 9. oktober åbner det nye Post og Tele Museum i København dørene for første gang. Udstillingerne fortæller om menneskene og teknikken bag den danske kommunikations historie. Fra Christian den Fjerde i 1624 grundlagde postvæsenet, til den danske stat sidste år solgte Tele Danmark til Ameritech. I værkstederne kan børnene arbejde med fortiden, nutiden og fremtiden inden for kommunikation. De kan blandt andet opleve en by uden kommunikation, hvor de selv skal sætte gang i telefoner og brevskrivning. Eller de kan skrive deres egne bøger om post- og telehistorien i Skolesamlingen.

Undervisningstilbuddene på museet er gratis. Katalog kan rekvireres hos Besøgsservice på telefon 3341 0990.