Positioner i danskfagets didaktik

Der er dansklærere, der siger, at de da underviser ud fra en mesterfortolkning, for så lærer eleverne da i det mindste dét, selv om det regnes for en metode, tiden er løbet fra! Jeg forstår i og for sig godt synspunktet, for hvor kan det da være svært at engagere hormonramte 14-årige i noget som helst fortolkningsarbejde. Men læreren må have mod til at udfordre sig selv og sit (fastlåste?) fagsyn og præsentere tekster, der kan åbne sig for de unges egne fortolkninger i lyset af de kulturfænomener, de nu engang har at byde ind med, når livet og kunsten skal fortolkes.

Disse er naturligvis ofte stereotype, de unge læsere leder jo efter rollemodeller, ofte rimelig håndfaste. Men hvis man som lærer skal kunne udfordre elevernes stereotyper troværdigt, må man netop udvise det overskud, der gør, at man også lader sine egne ikoner - og kanoner - dekonstruere og nyfortolke. Faget skal ikke kun opfattes som et dannelsesfag, men også som et rum, hvor eleverne får mulighed for at opleve moderne tekster i deres egen værdi, som Bente Meyer og Helle Rørbech skriver i deres artikel "Litteraturlæsning i det senmoderne". Rørbechs bud i den følgende artikel er en undervisningsform, hun kalder "mærkværdiggørelse". Den går i min korte fortolkning ud på at lade teksten virke i sit umiddelbare udtryk. Det, Thomas Ziehe citeres for som "en intensitetens ø, en ø midt i rutinehavet, hvor man indimellem kan glemme, at man er i skole".

Hvorfor findes der ikke en "mundtlighedspædagogik" i lighed med en skrivepædagogik eller en litteraturpædagogik? spørger Mads Th. Haugsted, der beskriver og diskuterer to udviklingsprojekter, hvor it anvendes til at øge udviklingen af elevernes mundtlige kompetencer. Sært som mundtlighed tilsyneladende er usynligt i undervisningen. Det er, som om det er noget, der bare er der, og som vi ikke behøver at forholde os til.

Et projekt tog udgangspunkt i den chat-kultur, som det ofte påstås, at alle unge færdes hjemmevant i. Det gør de ikke. Der er faktisk nogle af dem, der mener, at det er spild af tid, fremgik det af arbejdet. Men elever på nogle skoler fik stillet et råstof til rådighed i form af tekster, billeder, lyd og videoklip, og så skulle de på tværs af skoler producere en fiktiv historie ved at anvende en række traditionelle danskfaglige kategorier. Alt samarbejde foregik via chat, og nogle af dialogerne skulle foregå mellem fiktive personer. De fleste syntes, det var sjovt. Men der var også kritisk distance blandt både lærere og elever i forhold til værdien af metoden. Måske handler det om, at arbejdsredskabet har stærke rødder i privatsfæren, er forfatterens bud. For den vægrer man sig ved at blande ind i skolearbejdet.

Tidsskriftet bringer to gange om året nyt om forskningen i, hvad der undervises i, hvad der ikke gør, og hvad der måske burde gøres. Sproget er akademisk, men ikke uoverkommeligt. Hold øje med kommende numre på www.dpu.dk/cursiv