Politisk krimi

Bog om Lærerhøjskolens nyere historie

'Hvis det ikke er dårlig administration, findes dette begreb ikke.' Formuleringen er fra Erik Jensens bog 'I Fordommenes Tid', og karakteristikken gælder et hændelsesforløb mellem Danmarks Lærerhøjskole og Undervisningsministeriet i 1980'erne. Og hvis det ikke var, fordi forfatteren er part i sagen - han var Lærerhøjskolens administrative chef i 26 år - ville man ikke tøve med at fastslå, at bogen er lige så afslørende som Tamil-rapporten. Erik Jensen vedkender sig sit ståsted, og selv om tonen er sober og - hændelserne taget i betragtning - overraskende neddæmpet, kan man ikke undgå også at mærke bitterheden. Men bogens styrke er, at forfatteren dokumenterer alle sine beskrivelser.

Man tager sig til hovedet, når man i dag genlæser undervisningsminister Dorte Bennedsens argumenter for de drastiske nedskæringer på Lærerhøjskolen i 1980-81. Reduktion i kursusvirksomheden på 10-15 procent og en næsten halvering af vikarportionerne var - skrev ministeren - 'en omlægning fra heltids- til deltidskurser', og den ville 'kunne medvirke til en pædagogisk fornyelse.'! I hvert fald betød den, at afslagsprocenten steg fra 30 til over 50.

Beskrivelsen af DVU's (Direktoratet for de Videregående Uddannelser) behandling af Lærerhøjskolen giver mindelser om en kafkask planlægning.

På humaniora forringede man Lærerhøjskolens vilkår med henvisning til sammenligning med andre institutioner, mens man på naturvidenskab gjorde forskellen større med henvisning til en påstået konkret vurdering. Som man i øvrigt ikke kunne eller ville gøre nærmere rede for. Erik Jensen konkluderer forsigtigt, at 'han er tilbøjelig til at mene', at der i direktoratet ikke fandtes en sagkundskab, som kunne vurdere forskellige undervisningsformer, holdstørrelser og så videre, men man tænker sit, når ministeriet i 1988 blot 'noterer sig' Lærerhøjskolens argumenter, men ikke kan afse tid til blot en times møde.

Derefter går det så løs. I juni 1988 sivede rygterne om et forslag om at spare 24 millioner kroner ved at overføre kandidatuddannelserne til universiteterne. (Og uden at universiteterne skulle have pengene med.) Forslaget blev ikke til noget, men ministeriet opretholdt kravet om massive besparelser. Uden forundersøgelser og uden beregning af konsekvenserne, skulle der skæres ned. Det var, skriver Erik Jensen, 'i lodret strid med direktoratets egne budgetteringsprincipper, ligesom der var tale om et klart brud med de minimumbudgetteringsprincipper, man havde lanceret fåår i forvejen.'

'Utilfredsheden gælder både to ministre, departementet og DVU, selvom det i mange tilfælde ikke har været muligt for os at finde frem til, hvem der konkret har været mest grund til at beklage sig over,' lyder hans opsummering af erfaringerne. Erik Jensen opregner tre klagepunkter: 'mangel på interesse, mangel på dialog og mangel på kvalitet.' De ansvarlige har ikke forstået, at Lærerhøjskolens opgave er anderledes end de øvrige højere læreanstalters, fordi den er den eneste, der som sin hovedopgave har at efter- og videreuddanne. 'Den atypiske struktur giver åbenbart nogle vanskeligheder i begrebsdannelsen,' underdriver Erik Jensen. Men tilføjer så:'Jeg kan ikke udelukke, at der også hos nogle er tale om en fordomsfuld holdning til lærere.'

Bogen er spændende som en politisk krimi af den umoralske slags, hvor skurke og bagmænd undslipper retfærdigheden.