Der har været for ensidigt fokus på at sprede børn fra tosprogede familier, mener de radikales uddannelsesordfører i København, Kasper Johansen. Men de urolige børn er et mindst lige så stort problem.
"Vi bliver nødt til at tage et opgør med rummelighedsbegrebet og tanken om, at der er plads til alle i den københavnske folkeskole Vi ser klasser, der bliver ødelagt, og som de resursestærke familier flygter fra", siger Kasper Johansen til dagbladet Politiken.
Børn bliver stemplet
Formanden for Københavns Lærerforening, Jan Trojaborg, er ikke enig i ideen om et loft, som vil indebære, at nogle børn skal flyttes til andre skoler.
"Distriktsskolen skal være for kvarterets børn. Jeg mener ikke, man skal flytte de her børn rundt, for så giver man dem et stempel to gange", siger Jan Trojaborg og peger på, at det største problem er, at der ikke følger penge nok med hvert enkelt af de børn, der har brug for særlig støtte.
SF's Bo Asmus Kjeldgaard, som er borgmester for skolerne i København, stejler især over, at de radikale vil sætte klassens trivsel over det enkelte udsatte barns problemer.
"Det er forkert, for begge dele er lige vigtige. Og jeg vil ikke være med til at blæse på i forvejen udsatte børns behov", siger han.
SF's bud er at ansætte to lærere i alle dansk- og matematiktimer i de yngste klasser. Det vil koste cirka 130 millioner kroner, som skal findes i de eksisterende budgetter. Men det er en illusion at tro, at der er en masse penge at finde i budgetterne, siger Jan Trojaborg til avisen.
Politikere vil sætte loft over antallet af urolige børn i klassen
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.