En fortryllende musical for hele familien
Oplev en historie fuld af farverige karakterer og musikalsk energi. En stærk fortælling om venskab, identitet og om at finde sin plads i verden.
Silas Holst står igen bag manuskript og instruktion af efterårets store forestilling for hele familien. Han har skabt en moderne, humoristisk og rørende fortolkning der gennem sang, dans og humor bringer Rudyard Kiplings klassiske fortælling om menneskedrengen Mowgli til live.
En tidløs fortælling fuld af rytmer, mod og fællesskab
I ”Junglebogen” møder vi drengen Mowgli der som spæd bliver fundet i junglen og opfostret af en kærlig ulvefamilie, den beskyttende panter Bagheera og den livsnydende bjørn Baloo. Men junglen er et farligt sted, og da den frygtede tiger Shere Khan vender tilbage, må Mowgli begive sig ud på en rejse fyldt med farer, nye venskaber og en opdagelse af hvem man er, når man skal stå på egne ben. Her møder han klimaaktivisten Anika og sammen kæmper de for at finde en vej, hvor mennesker og natur kan eksistere side om side.
“Junglebogen” er en fortælling om at høre til, om at finde styrke i sig selv og om fællesskabets betydning, når livet bliver farligt og uforudsigeligt.
Billetterne giver adgang til Halloween i Tivoli på spilledagen.
35 år med eventyrlige forestillinger
”Junglebogen” markerer Eventyrteatrets 35-års jubilæum. Siden 1991 har Eventyrteatret skabt originale, professionelle musicals udelukkende med børn og unge på scenen. Gennem årene er Eventyrteatret blevet en favorit blandt mange familier, som hvert år strømmer til for at opleve fortryllende forestillinger, der samler børn og voksne om eventyrets magi.
I 2024, 2025 og senest i 2026 blev Eventyrteatret kåret som ”Årets Musicalteater” ved Børn i Byen prisen. Desuden er Eventyrteatret blevet kåret som ”Årets Børneteater” i 10 år i stræk.