Vidste du, at de tomatplukkere, der plukker tomaterne til vores pizzasauce kan være de flygtninge, vi ser i TV i de overfyldte både på middelhavet? Eller at den italienske mafia faktisk er involveret i produktionen af dåsetomater? Eleverne i madkundskab kan nu begynde få undervisning i, hvordan det hænger sammen.
Mediet Danwatch laver undersøgende journalistik om staters og virksomheders aktiviteter i udviklingslande, og de har nu udgivet et sæt undervisningsmateriale med en blanding af praktiske og teoretiske opgaver, der har fokus på tomatplukkeres arbejdsforhold. 'Tomaters lange vej til din pizza' er et sæt materiale til madkundskab og giver elever indsigt i de komplekse forhold, der er forbundet med fødevareproduktion.
Norma J. Martinez, der er journalist hos Danwatch har været hovedudvikleren af materialet og håber, at undervisningen vækker overraskelse hos børnene. I en af lektionerne skal eleverne på deres computer eller iPad træde ind i et interaktivt teenageværelse og klikke sig rundt på mad og elektronik og finde ud af, hvordan det er blevet til.
"Det skal gøre elever nysgerrige. Så når de næste gang skal med ud og købe ind eller lave mad, så forbinder de produkter med de sammenhænge, de har opdaget i undervisningen", siger Norma Martinez.
Mindre tavleundervisning, mere selvstændighed
Temaet kan fungere som et tværfagligt forløb i madkundskab og samfundsfag. Der er planlagt læreroplæg, holdarbejde og diskussioner, der egner sig godt til samfundsfag, men det vigtigste er ifølge Norma Martinez, at eleverne skal lave den mad, som de nu kender ophavet til.
"Sigtet med materialet er, at eleverne ved, hvilke forhold nogle madvarer bliver lavet under. Når de så skal lave retterne kan de måske smage forskel, nu de kender til de urimelige forhold, nogle for eksempel tomatplukkere arbejder under," siger Norma Martinez.
Materialesættet er kommet til verden med tilskud fra Danida og er lavet ved hjælp af interviews med madkundskabslærere, spørgeskemaundersøgelser og gennem kontakt med undervisningsministeriet, der guidede Norma Martinez i pædagogiske begreber som læringsmålstyret undervisning. Der er en detaljeret læringsplan med indbyggede mål for hver lektion.
"Jeg har forsøgt at gøre det meget konkret, så hverken undervisere eller børn bliver overvældede over indholdet", siger hun og fortæller, at hun selv har arbejdet som underviser og har brugt den erfaring til at foreslå detaljerede lektioner, hvor børnene sjældent skal lytte på læreren i længere tid end 15 minutter.
"Moderne slaver"
Når Norma Martinez gerne vil øge børnenes viden om varekæder, er det, fordi hun generelt tror på, at forbrugerne skal vide meget om varerne.
"Det er nok de færreste, der tænker hele verdens problemer ned i den dåse tomater, de skal til at købe, men de er faktisk dernede", siger Norma Martinez.
Hun giver et eksempel på de dårlige arbejdsforhold for tomatplukkere i Italien. Arbejdere, hun italesætter som 'moderne slaver':
"De skal plukke 10 kasser tomater om dagen, hvilket svarer til 3500 kg. Det skal de gøre for 20-22 kroner om dagen, og Italiens mindsteløn er 60 kroner om dagen. De tal håber jeg børnene kan se skævheden i", siger Norma Martinez.
Pizzabagning skal lære eleverne global bevidsthed
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.