En tredjedel af de danske 15-årige, som blev udtrukket til at deltage i Pisa 2009 fik efter de tre timers arbejde med Pisa-hæfterne yderligere en test, denne gang på computer. Mange af dem faldt fra undervejs, men ifølge rapporten om den elektroniske læsetest, var det ikke elever, der klarede Pisa specielt godt elle specielt ringe, der faldt fra, og de danske elevers resultater er derfor blevet godkendt af Pisa trods frafaldet.
ERA hedder den elektroniske læsetest. Ideen er at teste, om eleverne kan håndtere, at en tekst skal læses i det begrænsede vindue, som en computerskærm udgør, om de kan bruge computerens navigeringsværktøjer, om de bruger linkene i teksten hensigtsmæssigt, når de skal finde de oplysninger, de skal bruge til at besvare Pisa-opgaverne. Resultatet var, at de danske elever klarerde sig signifikant bedre i den klassiske Pisa-læsetest på papir end i den nye elektroniske læsetest.
Danske elever ligger helt i top med hensyn til, hvor ofte computere anvendes i undervisningen - tre fjerdedele af de adspurgte danske elever har svaret, at de har brugt computer i undervisningen i en almindelig skoleuge. Og de danske elever har også en rimelig selvtillid, når de bliver spurgt om de kan bruge computeren til forskellige forholdsvis komplicerede opgaver. Men elevernes resultater i den elektroniske læsetest er ringere end i den almindelige papirbaserede læsetest. Hvor Danmark i læsning ligger over OECD-gennemsnittet, ligger den danske elevgruppe under gennemsnittet i elektronisk læsning og under både Sverige, Norge og Island. Finland deltog ikke i den elektroniske læsetest.
Færdes så hjemmevant, at de glemmer strategierne
Rapporten om den ekstra Pisa-undersøgelse, som udkom i begyndelsen af skolesommerferien kan ikke give noget svar på, hvorfor de danske elever trods gode forudsætninger klarer sig relativt dårligt i elektronisk læsning i forhold til de nordiske nabolande. Men forfatteren, seniorforsker Jan Mejding, overvejer, om eleverne simpelthen føler sig så hjemmevante på computeren, at de glemmer de læsestrategier, de faktisk har lært, og måske har læst opgaveteksterne for overfladisk. Samlet set viser den nye Pisa-undersøgelse nemlig, at et godt kendskab til forskellige læsestrategier betyder bedre læseresultater - og danske elever hører til dem, der bedst kender læsestrategierne. Men:
"Det samlede resultat tyder dog på, at der er en forskel på at kende til strategierne i teorien og så at udnytte dem i praksis også i forhold til læsning af elektroniske tekster", skriver Jan Mejding.
Piger har klaret sig bedre end drenge i læsetestene i alle Pisa-undersøgelserne. Det gælder også læsning af elektroniske tekster, men her er kønsforskellen mindre, og Danmark er et af de lande, hvor den er mindst - fordi pigerne klarer sig relativt dårligere. Hele 41 procent af eleverne med indvandrerbaggrund ligger på testens dårligste niveau, mens det kun gælder 13 procent af de danskfødte elever.
Pisa: Danske elever læser ikke så godt på nettet, som de selv tror
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.