Pis – en forestilling om mænd i dag

Sikken et show, instruktøren Kamilla Wargo Brekling i samarbejde med fem mandlige skuespillere har skabt. Med humor, nærvær og tempo pinpointer "Pis" den moderne mands dilemmaer. Små monologer afbryder konstant hinanden - for mændene har så travlt hele tiden og så svært ved at lytte til hinanden. Men af brudstykkerne tager fem liv efterhånden form og giver nuancerede billeder af manden i dag.

Ustyrlig sjov er Rasmus Botofts vordende farfigur, som absolut ikke har kontrol over situationen, og Henrik Prips helt almindelige mand, der proklamerer, at "alle kan blive ligesom mig", men alligevel kører helt af sporet i en drøm om at skabe et samfund opkaldt efter ham i "Priptown". Lars Mikkelsens alenefar har et vanvittigt glimt i øjet, når han fortæller os, at han elsker at arbejde, og at hans børn synes, det er helt i orden. Mens Peter Oliver Hansens fleksible mand midt i et forrygende karriereliv fyldt af chili, kaviar og stofservietter får kræft og ikke engang kan gå ned med skraldet. Kvinden er et usynligt ledemotiv i forestillingen, ikke mindst i Janus Nabil Bakrawis kærlige mandefigur, der har måttet lade sig skille fra kone og børn for at beholde sin manddom.

Vi er så vant til at tale om kvindekøn og ligestilling for kvinder, men her har vi endelig en teaterforestilling om mænd som køn og om de problemstillinger, drenge vokser op til. Om ambitioner, kærlighed, vennefodbold, børn, lykkepiller, militærtjeneste, sex, karriere - og hår unævnelige steder. Katalogteksten er en veloplagt diskussion af testosteronets fordele og fortrædeligheder. Hele redeligheden anbefales hermed.