Pippi Langstrømpe

Kan man ændre ved Pippi? Bør hun ikke se ud og lyde, som hun altid har gjort?

Pippi Langstrømpe udkom i 1945. Min lidt slidte udgave er fra 1976. Den er oversat af Anine Rud med Ingrid Vang-Nymans tegninger, og så er den forsynet med Astrid Lindgrens signatur: "Med hej från Astrid Lindgren" skrev hun, da jeg og mine børn traf hende til en nordisk forfatterdag på Louisiana i 1981.

Danske klassikere som H. C. Andersen har vi lidt svært ved at modernisere. Her går det meget nemmere med oversatte klassikere. De kan med jævne mellemrum føres up to date rent sprogligt.

Der er ikke sket ændringer i handlingen. Den nye oversættelse er vellykket med et mundret og nutidigt sprog. Her er en lille smagsprøve fra kapitlet "Pippi er tingfinder og kommer i slagsmål".

Anine Ruds oversættelse: "Åh," sagde Annika. "Det er Ville, de klør. Hvor er de modbydelige!" "Det er den væmmelige Bengt. Han skal altid slås," sagde Tommy.

Kina Bodenhoffs nye oversættelse: "Åh," sagde Annika, det er Ville, de tæver. Hvordan kan de være så onde!" "Det er ham den lede Bengt. Han skal altid slås," sagde Tommy.

Min gamle udgave fylder 143 sider. Den nye fylder 207 sider. Den er i stort format og fremtræder grafisk flot. Det er virkelig en bog der er "kælet" for.

Den kendte engelske illustrator Lauren Child tegner Pippi som en fræk rødhåret pige med skrå øjne helt oppe i panden og uden strømpebånd og livstykke. Hun er blevet et moderne barn, hvis udseende ikke adskiller sig fra andre børns. Her var den gamle Pippi på sin vis mere provokerende. Også Tommy og Annika har fået et nutidigt look. De er ikke nær så "søde" som på de gamle illustrationer.

Illustrationerne er en blanding af tegninger og papir- og stofklip. De gør sig godt, især hvor de får lov til at fylde en side eller et helt opslag. Teksten indgår flere steder i illustrationen. Når Pippi går på line, udgør teksten linen, som Pippi og Elvira optræder på i cirkus. Det kan volde problemer for læseretarderede.

Andre grafiske finesser kan dog virke forstyrrende. Eleverne i 4. klasse brød sig ikke om illustrationerne med halve personer eller personer uden hoved. Langt de fleste foretrak den gamle udgave, hvor illustrationerne forestillede en situation, man kunne tale om. De syntes heller ikke, at personerne havde et ansigtsudtryk, man kunne aflæse.

Gyldendal udgiver Pippi Langstrømpe i to udgaver, begge med den nye oversættelse af teksten, men med forskellige illustrationer. Børn og voksne identificerer Pippi med Ingrid Vang-Nymans streg. "Hende kan der ikke laves om på" lyder det fra mange, jeg præsenterer den nye udgave af Pippi for.

Jeg kan godt lide den nye festlige "coffee table-udgave" af Pippi Langstrømpe. Måske er den mest for voksne. De to Pippier kan fint optræde parallelt. Jeg er overbevist om, at nogen vil vælge den grafisk flotte nye udgave.