Umiddelbart har de fundet en både fængende og rammende sammenligning til at fange elever og læreres interesse for det, som jo for hver elev er et nyt sprog i 7. klasse. At gøre sprogbrug til en leg er en udmærket ide, som holder langt hen ad vejen, hvis lærere og elever får anledning til at bruge deres fantasi, og det gør de for en stor del med systemet Ping Pong.
Det virker også som en god ide at opfinde en introduktionsvideo, som skal tjene til at informere og motivere forældre og elever for det, som er nyt og nogle steder et valg i forhold til fransk.
Det samlede materiale har mange gode og åbenlyse kvaliteter, men efter min mening er forfatterne ikke kommet heldigt fra netop introduktionsvideoen, og det er synd. I 25 minutter bliver man udsat for en masse oplysninger på dansk om et bestemt sted i Bayern. Man møder en pige og hendes familie og følger hende i skole og fritid, idet en fortællerstemme ret banalt og kedeligt fortæller om pigen og hendes miljø. Hele tiden vender den samme monotone underlægningsmusik tilbage, og der er indimellem tale om direkte komiske oplysninger som 'I Bayern spiser man meget sennep til pølser'. Ærgerligt og ikke i overensstemmelse med materialets titel.
Selve systemet er langt bedre end som så. Det er lykkedes at lave en tiltalende grundbog med appellerende illustrationer i en både frisk og overskuelig opsætning. Det vil afgjort ramme målgruppen. Der er valgt en god blanding af små tekster og godt varierede øvelser, herunder en del spil. Grammatik bliver føjet ind i små doser og med passende mellemrum. I grundbogen spiller pigen og stedet fra introduktionsvideoen ikke nogen stor rolle. Bogen er opdelt i temaer: jeg og de andre, familie, skole . . ., de traditionelle holdepunkter for det basale forråd af ord, strukturer, grammatik og et vist kulturkendskab, godt nok.
Arbejdsbogen er engangsmateriale, og som forlaget rigtigt påpeger, billigere, end hvis man kopierer en række øvelser. Prisen gør selvfølgelig, at der ikke er lavet så meget spræl for at gøre hæftet fristende, men det fremstår pænt og overskueligt og giver eleverne mulighed for at få arbejdet med sproget. En utraditionel ting er det, at der er indføjet tolv læsetekster i arbejdsbogen, gode og indholdsrige historier, når man tager trinnet i betragtning. Disse historier findes der i lærervejledningen en del ideer til at arbejde med. Historierne er trykt netop i arbejdsbogen, for at eleverne mere aktivt kan gå ind i læsningen, godt.
Lærervejledningen er et udmærket redskab med mange fine og sjove ideer til at gøre undervisningen både legpræget og udbytterig. Den er sat overskueligt op, så man hurtigt kan finde det, man gerne vil kende baggrunden for eller have ideer til at arbjde med. Indimellem er der som en god service indføjet små oplysende artikler om tysk skoleforhold, tyske helligdage, elevmedbestemmelse og andet, rigtig godt.
Helt i tråd med systemets titel 'Ping Pong' er der udgivet en quiz-video til det. Efter hvert andet kapitel kan man for afvekslingens skyld med sin klasse deltage i en lille spørgeleg. Disse lege er efter min mening af meget forskellig kvalitet. Nogle af dem er så langsomme i tempo og så monotone, at jeg vil tro, eleverne finder dem uinteressante. Andre af dem virker meget professionelle og kvikke og vil givetvis gå rent ind, men jeg synes, man skal sortere kritisk i forhold til kendskabet til sin klasse, ellers får man bare en modsat effekt i forhold til hensigten.
Alt i alt et tysksystem med mange gode ideer, og jeg tror på, at tysk langt hen ad vejen kan blive en leg med Ping Pong, bare man husker at vælge med omtanke.
Ping Pong 1
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.