Masseeksperimentet er gennemført som en del af årets Naturvidenskabsfestival. Deltagernes gennemsnitsalder er 11,7 år, 1000 klasser fra 242 grundskoler og 30 gymnasier har været tilmeldt, og efter smagsprøverne er gennemført har cirka halvdelen indrapporteret deres resultater.
Resultater af høj kvalitet
Forskere fra Det Biovidenskabelige Fakultet, Life, har analyseret resultaterne. Videnskabelig tovholder på projektet og leder af Sensorisk Laboratorium på Institut for Fødevarevidenskab på Life, Bodil Allesen-Holm, glæder sig over, at elever og lærere har taget opgaven seriøst, og at resultaterne er blevet både klare og af høj kvalitet.
"Det står klart, at børn og unge er dygtige til at smage, og at de er mere forskellige, end de fleste nok tror. Der er fx forskel på drenge og piger, og elevers smagsgenkendelse ændrer sig med alderen. Så man kunne godt udvikle mere varierede madvarer og snacks til børn og unge. Fx er det tydeligt, at det ikke nødvendigvis kun er søde madvarer, børnene foretrækker. Resultatet peger på, at man godt kunne udvikle sunde snacks målrettet drenge med lidt ekstreme og syrlige smage", siger hun.
Køn og alder har indflydelse på evnen til at smage
Undersøgelsen viser, at piger er bedre end drenge til at genkende både sure og søde smage. Under forsøget har de deltagende elever smagt på læskedrikke med sur og sød smag i forskellige styrker. Tærskelværdierne, det vil sige den laveste værdi, hvor deltagerne kan smage smagen, er forskellige for drengene og pigerne. Gennemsnitligt kan drengene genkende den søde smag, når drikken indeholder 7,7 gram sukker pr liter, mens pigerne kan genkende den, når der er 6,3 gram sukker pr liter. Hvad angår den sure smag, kan pigerne genkende smagen, når der er 0,46 gram citronsyre per liter, mens drengenes gennemsnitlige tærskelværdi er 0,5 g/l.
Også alderen har betydning for tærskelværdien. Evnen til at genkende især den sure smag stiger støt med alderen. Både hvad angår de søde og sure smage, kan drengene bedst lide kraftig smag, mens pigerne bedre kan lide de neutrale smage.
Elever: Vi er ikke kræsne
Undersøgelsen omfatter også et spørgeskema om, hvad eleverne spiser og kan lide at spise. Cirka 60 procent af eleverne opfatter ikke sig selv som kræsne, og 70 procent svarer, at de godt kan lide fisk. Tre ud af fire elever foretrækker søde frugter frem for sure og bitre, og cirka hver tredje svarer, at de spiser grøntsager flere gange om dagen.
Pigers smagssans er bedre end drenges
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.