Egentlig er »Pigerne fra Nordsletten« et fint eventyr med en god, underholdende og dejlig dramatisk handling, man bliver fanget af. Tre forældreløse piger på et forfærdeligt børnehjem får mulighed for at stikke af. De ved ikke, hvem deres forældre er, og hvor de kommer fra. Det vil de finde ud af, og under deres søgen oplever de mange eventyrlige ting. Også bogens persongalleri har eventyrlige træk, og både hekseri og troldom må på banen for at løse konflikterne. Pigerne er sympatiske, og det er både deres mission og handlemåder også. Når man alligevel sidder tilbage med en underlig skuffet fornemmelse ved endt læsning, skyldes det, at den konflikt, som eventyret skal løse, ikke bliver løst. Det bliver tværtimod en helt anden, som vi bliver introduceret for langt inde i bogen. Så det spørgsmål, vi sammen med pigerne stiller i starten af bogen: »Vil det lykkes at finde deres forældre«, må vi stille igen ved slutningen. Retfærdigvis skal siges, at lidt nærmere en løsning er vi dog kommet. Der kunne med fordel være luget ud i de mange sidehistorier og taget en beslutning om, hvad hovedhistorien skulle være.
Sproget er ikke helt nemt, så selv om bogen indholdsmæssigt kan appellere til de yngste skoleelever, er en realistisk målgruppe til selvlæsning nok 4.-5. klasse.
Pigerne fra Nordsletten
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.