En varm og kærlig, barsk og usentimental fortælling. En lille pige kommer uønsket til verden som datter af en fattig syerske i Frankrig i begyndelsen af dette århundrede. Vi følger hende, indtil hun omsider, engang i 1920'erne, som voksen tilsmiles af lidt lykke.
Bogens tekst og tegninger udgør en perfekt enhed. Rose Lagercrantz holder en fortællertone, der er enkel som en fortalt folkevise - og Ib Spang Olsens atmosfæreskabende blyantstegninger giver bogen det løft, der nok gør den til klassiker allerede ved sin fremkomst:
Vidunderlige, sløret-præcise tidsbilleder veksler med skildringer af det tidløse Frankrig - og Spang Olsen bruger hele skalaen, når han tegner livet, som det udfolder sig: det er gråt og trøstesløst, men også frodigt og jublende let.
Lille Georgette overlever mod alle odds, fordi hun vil leve. Hendes motto, når hun - igen - har klaret skærene, er dette optimistiske: 'Det døde jeg ikke af, vel?'
Bogen er en gave til højtlæsning for børn og voksne. I en sluttet kreds, som ikke må være for stor.
Pigen som narrede døden
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.