Specialpædagogik er til stadig debat, og derfor er det vedkommende og nødvendigt, at det i den nye læreruddannelse fra 2007 er oprettet som fag. Og trods det at Claes Nilholms bog oprindeligt er svensk, er indholdet og de valgte perspektiver yderst relevante i dansk sammenhæng.
Bogen er struktureret omkring tre hovedperspektiver, et kompensatorisk, et kritisk og et dilemmaorienteret. Formen er ligefrem og sprogligt klar, hvilket gør, at den naturligt vil kunne anvendes i et uddannelsesperspektiv, men også at den vil kunne indgå i et kollegialt perspektiv.
Der er mange myter og meninger om, hvordan specialpædagogik bør bedrives. Hos Nilholm gøres der op med disse forestillinger på en klar og konstruktiv måde, så det bliver håndterligt at drøfte, om specialpædagogik bør betragtes under en medicinsk/psykologisk vinkel, hvor der kræves fortsat "behandling", eller om der er andre muligheder. Ved at eksemplificere, som her ved at beskrive blandt andet synet på læsevanskeligheder, bliver det vedkommende at spejle egen specialpædagogisk praksis i et mere kritisk perspektiv - gerne samfundskritisk. Dermed åbnes for diskussionen af, om skolen skal være "for alle", og om lighed involverer andre måder at betragte specialpædagogik på - for eksempel ud fra et dilemmaperspektiv.
Det vedkommende ved denne bog er, at den perspektiverer debatten om specialpædagogik i og uden for skolens almene rammer, samtidig med at den åbner for det at læse om aktuelle specialpædagogiske positioner på en klar og veldokumenteret måde.
Perspektiver på specialpædagogik
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.