Mennesker med samme personlighedstyper vælger ofte de samme erhverv. 80.000 mennesker har i forbindelse med coaching og personaleudvikling taget den samme personlighedstest, og Center for Ledelses har indsamlet og kortlagt data. Ugebrevet A4 har sat dem op som grafikker, hvor man kan slå forskellige erhverv op og teste sin egen personlighed mod den typiske for ens erhverv.
Dataene viser, at lærere overvejende er ekstroverte, følende, vurderende og intuitive. Testen er den klassiske Meyers-Briggs-test, som placerer folk via fire skalaer.
Ekstrovert/introvert handler om, om du primært finder energi sammen med andre eller alene. Opfattende/vurderende handler om, om du helst vil gøre tingene spontant eller planlægger. Tænkende/Følende viser, om du tager dine beslutninger mest baseret på analyse og fakta eller på værdier og hensyn. Og sansende/følende peger på, om du primært har fokus på detaljer og fakta eller på det store billede og ideer.
I lærerverdenen har de fleste ifølge denne analyse en overvægt på det ekstroverte, vurderende, følende og intuitive.
Skoleledere er blandt de mest udadvendte
Skoleledernes personlighedstest er næsten som lærernes - dog er de mere opfattende - det vil sige, at de hælder mere til det spontane, mens lærerne havde en lille overvægt i det planlæggende.
Og så slår lederne hårdere ud på både ekstrovert og følende - hvor de gerne vil se det store billede i stedet for detaljerne - end lærerne. Faktisk er lederne så ekstroverte, at de ligger nummer fem på listen over mest udadvendte blandt samtlige ca. 70 erhverv.
Helle Hein, cand. merc., forfatter og foredragsholder understreger over for Ugebrevet A4, at man på ingen måde skal tænke, at man er forkert til jobbet, fordi man har en anden profil end størstedelen af lærerværelset.
"Hvis man er en skæv type i forhold til faggruppen, kan man være en enorm biddragsyder på jobbet, fordi man har flair for det, de andre ikke kan. Men kun hvis kulturen giver plads. Kulturen kan også spænde ben for, at man kan bidrage, så man føler sig fremmedgjort og alene", siger hun til ugebrevet.
Personlighedstest: Lærere er udadvendte og intuitive
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.