Per Skaarup ankede byrettens dom på stedet, da han i august blev idømt de 30 dages betingede fængsel for at have slået en 16-årige dreng under en ekskursion til Orlogsmuseet i januar.
"Jeg har anket, fordi jeg er uskyldig. Jeg har ikke slået den dreng", sagde Per Skaarup til folkeskolen.dk og specialpaedagogik.dk efter dommen.
Per Skaarup er lærer på specialskolen Lautrupgårdskolen, der underviser AKT-elever, som ikke kan være på de almindelige folkeskoler i Ballerup.
Københavns Byret dømte ham for at have slået den 16-årige dreng med flad hånd, da han sammen med en kammerat havde optrådt meget provokerende på Orlogsmuseet i København i januar. De to elever legede med en elevator, indtil Per Skaarup stoppede dem.
Forsvaret fremlagde en stærkere bevisførelse
Drengen havde ikke synlige mærker efter slag, og i landsretten ændrede Per Skaarups forsvar bevisførelse og fremlagde en erklæring fra Retsmedicinsk Institut om, hvorvidt eleven kunne have fået slag, uden at det kunne ses bagefter.
"Det havde vi ikke fundet nødvendigt i byretten, men da dommen dér gik Per Skaarup imod, var vi nødt til at styrke bevisførelsen", siger konsulent Steen Dam fra Danmarks Lærerforening.
Per Skaarup, der har været lærer i 30 år, har været fritaget for tjeneste, siden sagen blev anmeldt til politiet. Men hans skoleleder, Hüseyin Duygu, har hele tiden bakket ham op.
"Jeg var ganske vist ikke til stede på Orlogsmuseet, men jeg har kendt Per i mange år, og jeg har svært ved at tro, at han har slået eleven", sagde Hüseyin Duygu efter byrettens dom i august.
Per Skaarup frikendt for vold mod elev
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.