I sidste uge var seks dommere i Østre Landsret enige om at frikende Per Skaarup for at have slået en 16-årig elev under en ekskursion til Orlogsmuseet i København i januar. Byretten havde ellers idømt læreren fra specialskolen Lautrupgårdskolen i Ballerup 30 dags betinget fængsel, men efter at forsvareren havde fremlagt yderligere beviser, omstødte landsretten den dom.
I januar havde Per Skaarup ikke fantasi til at forestille sig, at sagen skulle vare næsten et helt år.
"Jeg har ikke erfaring med den slags, så først efter en uge eller to gik det op for mig, at det var alvor. Drengens mor skrev ganske vist et brev til skolen om, at hun havde meldt mig til politiet, men der gik lang tid, før jeg fandt ud af, at der reelt lå en politianmeldelse. Jeg troede, man fik besked om den slags med det samme", siger Per Skaarup, tidligere landsholdsspiller og nu kendt som håndboldkommentator for DR.
Pludselig blev fællesskabet revet væk
Umiddelbart efter ekskursionen tog han til Kroatien for at kommentere fra håndbold-VM. Da han fik faxet morens brev, troede han ikke på indholdet.
"Jeg tænkte: 'Hold nu op, det er noget pjat'. Man kan måske komme til at slå i affekt, men ikke 20 gange, som moren påstod i brevet", siger Per Skaarup.
Først da han en måned senere blev indkaldt til politiafhøring, var han klar over, at der var alvor i sagen.
"Jeg blev fritaget for tjeneste og blev forment adgang til skolen. Det er en stor del af mig at være en del af et kollektiv, og jeg har gennem hele mit liv været involveret i skole, sport og foreningsliv og i mange andre fællesskaber. Pludselig blev jeg hevet ud af skolen, og følelsen af at bidrage med noget blev taget fra mig. Jeg har aldrig været sat udenfor, så det har været hårdt", siger Per Skaarup.
Andre fællesskaber røg også
Per Skaarup træner et hold håndboldpiger sammen med en kollega, men da sæsonen stoppede i slutningen af marts, røg det fællesskab sig også en tur. Også jobbet som kommentator blev sat på stand by.
"Hvis jeg skulle kommentere en voldelig hændelse på banen, ville seerne tænke: 'Okay, han har lige knaldet en elev én på lampen'. Jeg skal være troværdig, så jeg besluttede, at jeg først ville vende tilbage, når jeg var frifundet. For det var jeg overbevist om, at jeg ville blive".
Fik hjælp til at komme ud af en depression
Som så mange andre har Per Skaarup nogle gange ønsket sig en måned fri, men anklagen betød, at han blev handlingslammet.
"Alt var pludselig meningsløst for mig. Jeg blev deprimeret over at tænke på, hvad sagen skulle føre til, og hvem der kunne få glæde af den".
Per Skaarup fik en depression, som han måtte have professionel hjælp til at komme ud af.
"Jeg har brugt ufatteligt meget tid på at tænke på min situation. Hvorfor opstår sådan en situation? Det har jeg spurgt mig selv om tusindvis af gange, ligesom jeg har tænkt på spørgsmål om, hvordan min fremtid ville blive. Og min families. Hele familien bliver påvirket af en anklage".
Uden vennerne var det ikke gået
Per Skaarup kan ikke beskrive, hvor lettet han er over frifindelsen.
"Men samtidig står jeg et tomrum, for hvad nytte har det hele været til?
Hvis jeg ikke havde haft gode venner omkring mig til at holde mig i gang, var jeg gået helt ned med flaget".
En af vennerne satte Per Skaarup i gang med at bygge en stor solfanger til huset. Han lagde en nøje dagsplan for arbejdet og kiggede forbi til fyraften for at se, hvor langt Per Skaarup var nået.
"Jeg blev også taget med til arrangementer, hvor jeg hjalp til og ydede et stykke frivilligt arbejde. Det var godt, for så følte jeg, at jeg bidrog med noget", siger Per Skaarup.
Efter frifindelsen kan Per Skaarup igen se fremad, og han synes, han har lært noget af forløbet. Han har blandt andet fået indsigt i den usikkerhed, arbejdsløse må føle omkring deres egen fremtid.
"Jeg har betalt dyre lærepenge, men jeg er blevet klogere på, hvor vigtigt det er, at éns medmennesker er opmærksomme på den situation, man står i, og bakker om. Det er vigtigt, at jeg træder frem, når andre får brug for hjælp. Den erfaring vil jeg bruge til mine elever, som har det svært i deres liv".
Forældre bør først prøve dialogen
Per Skaarup undrer sig over, at moren gik til politiet uden først at kontakte ham.
"Hvis ens barn fortæller, at han er blevet slået af læreren 10-20 gange, bliver man selvfølgelig påvirket som forælder. Men man bør trække vejret og prøve at komme i dialog med læreren. Moren kunne have henvendt sig til mig, inden hun gik til politiet. Jeg var ganske vist på vej til VM i Kroatien, men den dag, hun meldte mig, var jeg til at træffe hele dagen på både min mobil og min telefon herhjemme", siger Per Skaarup.
Hvis moren havde ringet, ville han have fortalt det samme som i retten, nemlig at han stod med to elever, som havde svært ved at begå sig på et museum. De svingede rundt med de udstillede ting og forsøgte at stikke af fra Per Skaarup et par gange.
"Jeg indskærpede over for dem, at jeg ikke ville have, at de kørte op i elevatoren igen. Alligevel tog den ene elev elevatoren, mens den anden spærrede vejen for mig. Han ville ikke forstå situationens alvor, så jeg tog fat i skuldrene på ham og satte ham ned i en stol. Jeg havde fat i hans hoved med begge hænder to gange for at få hans opmærksomhed. Jeg er stor, og jeg pustede mig op, så jeg kan godt forestille mig, at han blev forskrækket", siger Per Skaarup.
Skolelederen glæder sig over frifindelsen
Under hele sagen har både kolleger og ledelsen på Lautrupskolen bakket Per Skaarup op.
"Det er en stor lettelse for os, at Per er blevet frikendt, og vi glæder os til, at han kan vende tilbage", siger skoleleder Hüsein Duygu.
Først skal sagen dog omkring økonomiudvalget, for som følge af politianmeldelsen er der rejst en tjenestemandssag mod Per Skaarup. Direktør for skole og unge-afdelingen, Dorrit Christensen, venter i øjeblikket på få dommen på skrift, men satser på at have en indstilling klar til økonomiudvalgets næste møde den 24. november.
Per Skaarup: Forfærdeligt at blive anklaget for vold
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.