Konsulent Per Bilstrup fyldte 60 år den 8. januar. Vi iler med et - noget forsinket - tillykke.
Per Bilstrup er medlemmernes mand. De skal behandles ordentligt, med respekt og de serviceydelser, de har krav på. Reglerne bliver fulgt til punkt og prikke af denne vedtægternes mand, der har sit daglige arbejde i DLF's organisationskontor. Vedtægterne fylder meget i Per Bilstrups arbejdsliv, men han går også stærkt ind for 'paragraf 1 i cirkulæret om sund fornuft'. Den paragraf henviser han jævnligt til.
I 1964 tog Per Bilstrup lærereksamen på Skive Seminarium. Derefter var han ansat i Brøndbyerne, og i 1967 rejste familien til Holmegård i Næstvedkredsen, hvor Per Bilstrup blev valgt som skolens tillidsmand. Få år efter blev han kredsformand og amtskredsformand - poster, han havde i syv år, indtil han i august 1982 blev ansat i sekretariatet i Danmarks Lærerforening.
Per Bilstrup har i mange år arbejdet med at få kongresserne på benene, ligesom han har beskæftiget sig med mange af DLF's udviklingsprojekter. Ledernes organisatoriske placering og sygesagerne er også hans arbejdsområder.
Per Bilstrup - 60 år
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.